Gift og vand årsag til eksplosion på havn

Det var formentlig en uheldig blanding af skadedyrsgift og vand, der fik en tank til at eksplodere på havnen i Nørresundby

Foto Michael Koch

Foto Michael Koch

NØRRESUNDBY:Skadedyrsgift blandet med vand var formentlig årsag til, at en 1000 liters tank på Hedegaard Agro på Nordre Havnegade i Nørresundby eksploderede mandag formiddag.

En skadedyrsbekæmper hældte mandag formiddag en rest skadedyrsgift i tanken og derefter vand i for at neutralisere giften, forklarer vicepolitiinspektør John Henriksen fra Nordjyllands Politi.

- Medarbejderen har hældt giften i det, han troede var en tom tank, og derefter hældt vand oveni i den tro, at det ville neutralisere giften. Men den blanding skabte en kemisk reaktion, som vi så resultatet af i formiddags, siger John Henriksen.

Betragter eksplosion om ulykke

Han understreger, at politiet betragter eksplosionen som en arbejdsulykke, og altså ikke noget, skadedyrsbekæmperen har gjort bevist.

Politiet ved endnu ikke, om der var andre kemikalier i tanken, men alt tyder altså på, at den kraftige eksplosionen blev skabt alene ved den kemiske reaktion der blev skabt, da vand og skadedyrsgift blev blandet.

Blandingen udviklede samtidig gassen fosfin, der forårsager hoste og åndedrætsbesvær.

Området ved Hedegaard Agro er stadig afspærret for at få ryddet op efter eksplosionen, og politiet vil de kommende dage efterforske omstændighederne nærmere, ligesom Arbejdstilsynet også er blevet tilkaldt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.