Der er ikke så mange mennesker i restauranten. En gruppe unge ser fodbold på storskærm i den tilstødende bar, lyden af vand fra Kildens kilde beroliger os dejligt, mens vi kigger på menukortet, der ikke er voldsomt overfyldt med valgmuligheder. Faktisk er der ganske få retter at vælge imellem på en fredag, hvor menupunktet husmandskost ikke er valgbart.
Det er ikke så svært at vælge forret, for vi har begge lyst til fisk, og så er der kun en mulighed; varmrøget laks med lun bedesalat, peberrod og creme fraiche rørt med dild. Det lyder lækkert. Vi kunne have valgt blomkålssuppe, gedeost, hjertesalat eller tomat-mozarella-salat. Et menukort, der vidner om, at der skal være noget, som også udenlandske gæster kan genkende.
Det er en dejlig stor portion, der kommer på bordet. Det lækre lune brød har taget toppen af sulten, og den røgede laks dufter dejligt, og retten ser flot ud. Det røgede og bederne går rigtig fint sammen, og vi er enige om, at der rigelig mad. Den røgede laks virker dog noget tør og tager lige toppen af oplevelsen. Lidt mindre fokus på kvantitet og mere på kvalitet er konklusionen. Vi glæder os over vinen, som er valgt af tjeneren. Den kommer fra new zealandske Wither Hills og er lavet på sauvignon blanc-druen i 2010. som giver retten den syre, den fortjener.
Tre hovedretter
Kilden har tre hovedretter at vælge imellem. Kammuslinger med chorizo og ærtepure, porterbraisserede svinekæber med knoldselleripuré, råkostsalat af rosenkål, mandler og saltet citron og sidst farseret vagtel med varm salat af græskar, tyttebær, bacon og kastanjer. Vi vælger kammuslingerne fra og går til svin og fjerkræ. Tilbehøret er det samme til begge retter. Smørdampede økologiske Ditta-kartofler fra Knoldgaard.
Først til svinekæberne der ligger i en lækker glace efter blandt andet den reducerede porter. De er møre og saftige, og retten virker tung. Især er det sparsomt med grønsager, og det måtte der gerne have været noget mere af. For med de lidt for veldampede kartofler virker retten som en stuvning uden noget forfriskende element.
Det skal dog lige være den økologiske rødvin, en pinot noir fra Domaine de la Vougeraie fra 2010. Den letter lidt på rettens bastante karakter. Der er også vagtel på bordet, og den letter ikke, selvom den er så vellavet, at den er tættere på at flyve end at tørre ud. Igen en dejlig klistret vinterret med masser af smagsoplevelser og rigelig med grønsager. Kartoffel-tilbehøret gør ikke noget for retten, og så får de fleste lov at stå. Også hertil er vinen god, da vagtlerne godt kan bruge det syrlige modspil trods tyttebærene.
Dessertkortet er ikke overvældende. Vi kan vælge mellem oste med tilbehør, tærte eller chokolade-appelsin-mousse med passionsfrugt-creme og sesamknas. Valget falder på det sidste, og det er ikke dårligt. Desserten er smukt præsenteret og leverer varen med det søde og det sure. Især chokolademoussen vækker begejstring.
Aftenen slutter med en dobbelt espresso og en tur til toppen af hotellet, hvor morgenmadsrestauranten holder til. Vi betages af udsigt på en klar aften, hvor man kan se stort set hele nord-, øst- og sydbyen. Vi begriber ikke, hvorfor restaurantens aftengæster skal snydes for så flot et syn.
Tilbage på jorden og i stueetagen ligger Restaurant Kilden jo egentlig meget hyggeligt. Der er god stemning med blødt lys, et springvand lægger lydbilledet og man fornemmer, at gæsterne ikke er her fra egnen. Maden er tydeligvis tiltænkt det brede internationale publikum uden de mange benspjæt, men alligevel klarer køkkenet at få egne tanker og lokale råvarer med i retterne. Det går ganske godt. Der er dog brug for, at retterne pusles om lige til det sidste, så kartofler får bid, og laksen ikke bliver tør.
Inden der kommer gæster, skal tjeneren også huske at sætte sig ind i menuen - dagens suppe for eksempel. Og så kunne han godt have holdt lidt bedre øje med os, så vandet ikke nåede at få stuetemperatur. Men det er småting.
Kilden får tre gafler og med en flytning til tagetagen og lige den sidste fokus på tilberedningen, så er der flere næste gang.
