Frederikshavn

Gourmetmiddag med godt formål

100.000 kr. til familier med kræftramte børn

Kvartetten bag Velgørenhedsmiddagens i Kattegat Siloen: Flemming og Allan Vinther, Kim Jensen og Jacob Risgaard. Privatfoto
Kvartetten bag Velgørenhedsmiddagens i Kattegat Siloen: Flemming og Allan Vinther, Kim Jensen og Jacob Risgaard. Privatfoto

Opdateret kl. 15:31

FREDERIKSHAVN: - Vi kender alle sammen nogen, som er ramt af kræft. Derfor gør vi det, siger Flemming Vinther Hundsdahl, mesterkokken fra Restaurant Himmelhav i Kattegat Siloen.

Fredag aften inviterede han og tvillingebroderen Allan, Aalbæk-slagteren Kim Jensen og forretningsmanden Jacob Risgaard fra Sæby til gourmet-middag med det formål at samle penge ind til Familier med Kræftramte Børn.

I hård konkurrence med en ishockeykamp i den sydlige ende af byen lykkedes det at samle 75 gæster i siloen, som hver betalte en kuvertpris på 1.000 kr.

Kunstværker og Formel 1-race

Kunstneren Kristian Von Hornsleth holdt foredrag, Brinck sørgede for musikken, og der var auktion på et specialdesignet guldsmykke fra Kristine Pepping, gavekort på et uges ophold og Formel 1-løb på Monzabanen og andre gaver.

- Alt i alt samlede vi små 100.000 kr. ind, fortæller Flemming Vinther Hundsdahl - der selv har kræftsygdommen på tæt hold.

Flemming og Allans mor, Jane, har over to perioder været ramt af kræft. For øjeblikket får hun kemobehandling, men fredag aften stod hun i køkkenet i siloen og blev der til de sidste tallerkener var vasket af omkring midnat.

Cool Car Race

- I alt havde vi omkring 20 mand i sving, som alle arbejdede gratis for at støtte det gode formål, fortæller Flemming Vinther Hundsdahl.

De indsamlede penge fra velgørenhedsmiddagen overrækkes 21. juni i forbindelse med afslutningen på Jacob Risgaards Cool Car Race, et spektakulært show med seje biler, hvor hele overskuddet også går til velgørende formål.

Gå til relaterede emner

Forsiden