Gulnet dåbsattest og humor er en selvfølge
[/18 grå] Sprudlende entusiasme og vovede temaer udfordrer lattermusklerne
SVENSTRUP: Stemningen er i top også i år, hvor Seniorrevyen i Svenstrup har skullet overvinde adskillige hurdler, inden holdet kunne gå i aktion.- Vi er ikke sådan at slå ud af den herude, lyder det fra aktørerne, mens instruktøren Ada Lyngby nikker bekræftende.- Men jeg havde mine betænkeligheder lige i starten, indrømmer hun.- Jeg har selv været syg, og der er flere som af den ene eller den anden grund er faldet fra. Mange af os har netop solgt vores huse og er flyttet til mindre, så det var så som så med det overskud, som vi trods alt skal have for at få revyen op at stå.Der var dog ingen fra revygruppen, der var med på en aflysning. De holder ved, selvom en nylig hofteoperation, en forestående flytning eller andre vederværdigheder er aktuelle.En af de kvindelige aktører fra den faste stok venter på en øjenoperation.- Så jeg er ikke med i år, men jeg kan da ikke holde mig væk, siger hun, der af og til påtager sig rollen som suffløse og ellers ikke kan lade være med at nynne til årets melodier.- Den revy betyder utrolig meget, og det er rigtig sundt i vores alder, at vi skal lære udenad. Det er virkelig en god øvelse.Til gården og gaden Seniorrevyen har premiere i aften klokken 18. Det foregår i Skipper Klement Centret, og på baggrund af tidligere års erfaring, serveres der også smørrebrød.Tre dage før premieren var der gang i prøverne. Nogle replikker trængte til en ekstra reminder, og noget skal måske beskæres en anelse. Høreapparaterne skal have en gang rens, og teknikken skal gås efter i sømmene.Så er alt som det skal være.Med den fælles indledning og afslutning er der 18 numre at holde styr på.De travle pensionister er et af revyens oplagte emner, for alle skal de jo både have tid til revy, petanque, bridge, akvarelmaling, bowling og meget, meget mere i det pågældende nummer.Samtidig skal der også være noget, der går lige til stregen og aktiverer det småfrække fnis. Her er det Ada, Irene, Karen, Grethe, Albert og Erik, der beslutter at tage orlov fra jobbet på flisen. Et job - hvor der både vises former til gården og gaden for slet ikke at tale om ben.........Se selv efter et paradoks - det er faktisk mandebenene, der er de allermest velformede!Lokal sladderIngen seniorrevy uden en stripper. I »Strikkeklubben« er der tradition for, at man af og til inviterer en gæsteforedragsholder, men en af strikkerskerne har fået en bedre idé. Hun bød på mandestrip, og Anders Peter vakte furore i rollen, og så havde han oven i købet gjort sig lækker og investeret i et par solariebruninger.Fire svulmende madammer gav den i »De magre strigler« med knagende korsetter og ikke et ord om fedtfattig mad eller kødløse dage, og i Motionscentret blev der cyklet til den store guldmedalje.Den lokale pastor steppede sig til fulde huse, og Aase bringer den lokale sladder til torvs i en formidabel velspillet, men lidt for lang telefonsnak.Selvom hukommelsen ind imellem slår fra, og selvom omklædningen tager noget længere tid end for ti år siden, så er den gejst og humor blandt de medvirkende hele det grå guld værd.Seniorrevyen opføres også tirsdag og onsdag klokken 18 samt lørdag klokken 14.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.