Hæderspris for lokale ildsjæle
Årets Hane 2015 blev overrakt Lis og Erling Jensen ved sammenkomst i Klim Sparekasse

Den officielle overrækkelse af Årets Hane 2015 fandt sted i Klim Sparekasse, som er sponsor for det nye lokalhistoriske initiativ. Fra venstre: formand Otto Kjær Larsen, Lis Jensen med Årets Hane, Erling Jensen med det tilhørende diplom, pottemager Rikke Kristensen og sparekassedirektør Henrik Agesen. Foto: Ejgil Bodilsen Ejgil Bodilsen
FJERRITSLEV:Styrelsen for Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred har indstiftet en ny hæderspris for de ildsjæle, som yder en ekstraordinær frivillig indsats i det lokalhistoriske arbejde i både øst og vest, som med baggrund i landsdelens kendte symbol har fået titlen Årets Hane.
Hædersprisen består af en keramikhane, der er udført af pottemager Rikke Kristensen, Thorup Strand. Hanen sidder på en høj fod, som er inspireret af hanen på mølletårnet i Fjerritslev.
Årets Hane blev afsløret ved præsentationen af Han Herred Bogen 2016 på Bratskov i Brovst og officielt overrakt til Lis og Erling Jensen fra Klim ved en sammenkomst i Klim Sparekasse, som er sponsor for initiativet.
Ægteparret passer Lokalhistorisk Arkiv i Fjerritslev og gør et stort arbejde i Han Herreds lokalhistoriske netværk, ”Liv i Lokalhistorien”. De to var også blandt de første til at lægge billeder og oplysninger ind på den nye offentlige portal Arkiv.dk. Arkivet er åbent mandag eftermiddag. Derudover servicerer Lis og Erling folk året rundt via hjemmecomputeren.
- Lis og Erling Jensen er simpelthen en institution i Han Herreds lokalhistoriske netværk. De passer arkivet med et engagement ud over det sædvanlige, og der er virkelig styr på tingene, siger Otto Kjær Larsen, der er formand for Lokalhistorisk Samvirke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.