Harald Nielsen Plads indvies på fodboldlegendens 75 års dag
Guld-Harald får sin egen plads foran Arena Nord
Opdateret kl. 12:45
FREDERIKSHAVN: Onsdag den 26. oktober, når et af verdens største fodboldikoner gennem tiderne, Harald Nielsen, kunne være fyldt 75 år, hædrer fodboldlegendens fødeby sit verdensberømte bysbarn med indvielsen af Harald Nielsen Plads ved Arena Nord i Frederikshavn.
Fra nær og fjern strømmer i omegnen af 100 inviterede gæster til Frederikshavn for at deltage i den officielle indvielse af Harald Nielsen Plads - heriblandt Rudi Nielsen, Harald Nielsens hustru gennem 52 år samt parrets søn, Henrik og datteren Heidi.
Blandt gæsterne er også parrets venner og samarbejdspartnere samt flere af Harald Nielsens holdkammerater fra de gyldne tider i FfI. I rollen som konferencier kan deltagerne opleve en anden kendt frederikshavner, Jens Gaardbo, som i dag er nyhedsvært på TV2 News.
Alle er velkomne
Alle interesserede frederikshavnere er velkomne til at deltage i indvielsen af Harald Nielsen Plads foran Arena Nord onsdag den 26. oktober kl. 12.00.
Rudi Nielsen foretager den officielle indvielse. Forinden vil Rudi Nielsen selv sige et par ord, og der vil være taler af borgmester Birgit S. Hansen og Per Malmberg, Arena Nords direktør.
Hele Danmarks Guld-Harald
Efter indvielsen af Harald Nielsen Plads inviteres alle deltagere ind i Arena Nords Foyer, hvor Henrik og Heidi Nielsen afslører en montre og en udstilling med unikke effekter fra deres far, Harald Nielsens glorværdige karriere. Effekterne er udlånt af familien Nielsen til Frederikshavn, hvor kimen blev lagt til Harald Nielsens stjernestatus som en af verdenshistoriens største fodboldspillere. I bedste Harald Nielsen stil vil der være musikalsk underholdning og en lille forfriskning i foyeren til alle, der møder op for at hylde frederikshavnerdrengen - fiskehandlerens søn, Bette Halle, der blev hele Danmarks Guld-Harald og et forbillede for generationer af fodboldspillere i hele verden.
- Det bliver en festlig dag, når vi indvier Harald Nielsen Plads og den helt unikke udstilling af spændende effekter fra Harald Nielsens fantastiske fodboldkarriere. Jeg håber, at rigtig mange frederikshavnere dukker op ved Arena Nord på onsdag kl. 12 for at være med til at mindes og hylde en frederikshavner, der blev verdensstjerne og et forbillede for tusinder af unge gennem fire generationer, siger Per Malmberg, direktør, Arena Nord.
Afsløring af statue til sommer
Frederikshavns hyldest af alletiders fodboldlegende slutter ikke her. Arena Nord og Frederikshavn Kommune søger nu fonde om økonomisk støtte til forskønnelse af pladsen og opførelse en statue af fodboldikonet på Harald Nielsen Plads.
Projektet tjener flere formål: Som permanent symbol på et bysbarn, der viste, at drømme kan blive til virkelighed. Et kulturelt tidsbillede, der forbinder en begivenhed i Danmark og byens historie med nutiden. En fortælling, der levendegør Danmarks første teenager-idol og folkehelt, som havde positiv indflydelse på især unge igennem fire generationer. En stjerne, der inspirerede unge sportsudøvere. En attraktion på en af de vigtigste adresser for events og fælleskaber i Nordjylland til gavn og glæde for byens borgere og Arena Nords besøgende. Statuen ventes at kunne afsløres i uge 28, 2017 i forbindelse med afviklingen af den internationale fodboldturnering CUP No. 1, der hvert år samler tusinder af unge fodboldspillere fra hele verden i Frederikshavn.
Fakta om Harald Nielsen
Harald Nielsen blev født den 26. oktober 1941 i Frederikshavn. Han var søn af Alice og Kristian Nielsen, der var fiskehandler. Familien boede på Buhlsvej 28
Som 10-årig blev Harald meldt ind i FfI, hvor han i 1959 hjalp Frederikshavn til oprykning til 1. division
Harald Nielsen debuterede allerede som 17-årig på det danske landshold den 13. september 1959
Samtidig med fodboldkarrieren i 1. division og på landsholdet passede Harald sin læreplads som maskinlærling hos Alpha Diesel i Frederikshavn
I 1961 indgik Harald Nielsen kontrakt med Bologna FC og debuterede i den italienske Serie A
Harald Nielsen i 1967 solgt til FC Internazionale for en halv milliard lire (omkring 6,3 millioner kroner); på det tidspunkt, verdens dyreste fodboldspiller.
I 1968 skiftede han til SSC Napoli og året efter til UC Sampdoria i Genoa, hvor han kæmpede med en diskusprolaps, der i 1970 betød afslutningen på karrieren som professionel fodboldspiller
Harald og Rudi Nielsen grundlagde firmaet Rudi & Harald Nielsen A/S, der importerede italienske lædervarer, da de sammen med børnene, Henrik og Heidi vendte hjem til Danmark i 1972
Harald Nielsen var med til at stifte F.C. København og var bestyrelsesformand fra 1992-1997
Fra 1997-2007 var Harald Nielsen præsident for Rebildselskabet
I 2010 blev Harald Nielsen optaget i Fodboldens Hall of Fame
Harald Nielsen døde den 11. august 2015
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.