Folkemøde Mariager

Markante personligheder og store musikere: 5 ting du skal se på nordjysk folkemøde

Bliv klogere på højdepunkterne under Det Europæiske Folkemøde i Mariager

Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 17:03

Tusindvis af mennesker, prominente kunstnere og fremtrædende personligheder fra EU er på gæstelisten, når Det Europæiske Folkemøde løber af stablen i Mariager.

Europæisk Folkemøde i Mariager
  • 10.000 besøgende om dagen, over 200 politikere, virksomheder og organisationer fra mere end 30 europæiske lande og et væld af demokratiske samtaler, oplevelser, musik og mad.
  • I fire dage står Mariager på den anden ende, når Det Europæiske Folkemøde for første gang nogensinde går løs fra den 25. til 28. august.
  • I to år har arrangørerne planlagt eventet, og forventningerne er tårnhøje. Men hvordan kommer det egentlig til at forløbe og påvirke byen, når folk fra hele Europa indtager de brostensbelagte gader? Og bliver Folkemødet det store trækplaster, der er lagt op til?
  • Følg med når Nordjyske dækker begivenheden.

Med flere hundrede gratis debatter, massevis af kunstnere og kulinariske oplevelser kan det være svært at danne sig overblikket over, hvad man skal prioritere, mens man går rundt i Rosernes By og gerne vil have en bid af det hele.

Som en hjælp og inspiration kan du nu dykke ned i Nordjyskes guide til, hvad du lige præcis ikke må gå glip af her.

1. Ukrainsk ambassadør om fred

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mere højaktuelt bliver det næsten ikke. Fra fredag aften til søndag eftermiddag vil den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, være at finde til folkemødet. 

Med krigen i Ukraine har Mykhailo Vydoinyk haft en essentiel rolle den seneste tid både politisk og som talerør i medierne. Her har han flere gange udtalt sig om Ukraines forventninger til de nordiske lande, både i forhold til lukning af virksomheder i Rusland, levering af våben og genopbyggelse af landet. 

I løbet af dagene vil han indgå i flere debatter, hvor krig, fred og konsekvenser vil blive taget op. Det kan anbefales at finde hen i klosteret på Foreign Policy Stage søndag kl. 12.00, når Mykhailo Vydoinyk debatterer under overskriften: How to create peace in the world? 

2. Største musiknavn 

Arkivfoto: Albin Olsson

Flere end 20 kunstnere vil optræde gratis med deres musik, som rammer et bredt spektrum fra det dansk-brasilianske band The Courettes til latinsk musik af Liga Latina.

Det har netop været målet at finde et alsidigt program, der repræsenterer hele Europa. Årets helt store hovednavn, du ikke må misse, er tidligere vinder af det Europæiske Melodi Grand Prix, Emmelie de Forest.

Hun er både europæisk kendt, men også et lokalt ansigt, da hun selv er opvokset i Mariager, og derfor vil koncerten, der finder sted på Europe Stage lørdag kl. 14.00, være noget helt særligt - også for hende. 

Emmelie de Forest deltager også som debattør. Blot to timer senere kl. 16.00, vil du igen finde hende på samme scene til en debat om, hvordan vi forbedrer mulighederne for kvindelige musikere i Europa.  

3. Spis mad fra hele Europa 

Arkivfoto: Teis Markfoged

Nu man er afsted, må man ikke glippe lejligheden til at besøge madboderne for at smage på både det danske og internationale køkken.

Flere af madboderne vil have smagsprøver, men hvis maven er mere sulten end det, må du have pengepungen frem og købe en ordentlig portion. Igen kan det være svært at vælge, men hvis du er til god, gammeldags dansk mad, kan du tage ned på havnen og købe sprøde tarteletter. Her forventes det, at man vil lange omkring 50.000 tarteletter over disken, mens folkemødet står på. 

Hvis ikke der er noget til din smag i madboderne, vil vi anbefale at tjekke byens caféer og restauranter ud, som i disse dage har målrettet menukortene, så de passer til det europæiske tema. Velbekomme!  

4. Centrum for børn og unge

Arkivfoto: Michael Bygballe

Når snakken går på Europa og politik kan det hurtigt lyde som en lukket voksenfest, men det er det langt fra. Der vil nemlig også være en masse spændende oplevelser for børn og unge. 

Et af de områder, du bliver nødt til at slå et smut forbi, er Børnenes Folkemøde, der holder til på havnen bag saltcenteret, som er arrangeret af Mariager Skole. 

Her vil der både være debatter, workshops og andre aktiviteter. Der vil blandt andet være mulighed for at afprøve forskellige vandsports-, skate- og streetaktiviteter. 

Uanset hvilken dag, man kan være på pletten, vil der altså være en masse at give sig til, men vi vil især anbefale at holde øje med lørdagens program, hvor gadeteatret Dansk Rakkerpak laver gratis forestilling kl. 11.00 og 14.30. 

De vil uden tvivl give en særlig oplevelse gennem deres spillestil, som er komisk og fysisk nonverbal, hvor publikum uanset alder, intellekt og sprog kan mødes og le og græde af de samme ting.

5. De største "fangster"

Arkivfoto: Bo Lehm

Jeppe Kofod, Margrethe Vestager og Rasmus Prehn. Mange af os kan opliste de danske politikere i flæng, men hvem er det nu lige de store profilerede politikere og EU-personligheder er? 

Mohammed Chahim og Patrizia Heidegger er blot nogle af dem, du bør holde øje med under folkemødet, hvor du for en sjælden gangs skyld kan støde ind i nogle af Europas mest indflydelsesrige personer midt på gaden. 

Mohammed Chahim er ordfører for socialdemokraterne på klimaspørgsmålet i Europarlamentet. Det i sig selv gør ham til en stor spiller, men derudover er han også fra Holland, hvor klimadebatten er på sit højeste, da man for nylig har vedtaget en lov, der skal nedbringe kvælstofudledningen i landbruget, og som forventes at få 12.000 hollandske landmænd til at gå nedenom og hjem.  

Patrizia Heidegger kommer fra Tyskland og er vicegeneralsekretær i det Europæiske Miljøbureau og bestyrelsesmedlem i den Internationale Europabevægelse. Kort sagt er hun en af Europas største navne i forhold til den grønne omstilling. 

6. Hent app'en

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Som et sidste lille tip skal du vide, at du kan gøre din oplevelse på folkemødet meget nemmere med CrowdCompass-appen, som nu kan downloades i App Store og Google Play Store. 

I appen kan du oprette din egen profil og tilpasse din egen tidsplan. Alle events, talere og sponsorer kan nemt findes via søgefunktionen, hvilket hjælper dig med at navigere gennem mange aspekter.

Derudover vil du også i løbet af de fire dage modtage meddelelser om flere inspirerende events, man ikke må gå glip af. Du vil også kunne se et kort over området i appen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden