Hjem efter to år i barsk fængsel

Peter Jensen fra Hjørring fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag

Peter Jensen på vej ud af flyet i Aalborg Lufthavn. Foto: Torben Hansen
Aalborg 14. september 2016 10:38 - Opdateret 14. september 2016 13:13

AALBORG: Efter næsten to år i et overfyldt fængsel i Thailand satte Peter Jensen fra Hjørring i dag foden på dansk jord. Kort efter at flyet fra København landede i Aalborg blev han eskorteret ud af flyveren og ind i en af politiets biler, som var kørt helt ud på landingsbanen for at hente nordjyden. Herefter blev han kørt til Retten i Hjørring, hvor der senere i eftermiddag er grundlovsforhør i den sag, som danner baggrund for den internationale fængslingskendelse mod den 50-årige nordjyde.

- Jeg kan bekræfte, at Peter Jensen nu er i Danmark, og at han vil blive fremstillet i retten i Hjørring kl. 15.00 i dag, skriver specialanklager David Schmidt Hvelplund i en mail, efter at NORDJYSKE forgæves har prøvet at få fat i ham for en kommentar.

Peter Jensen er tiltalt for grov svindel med moms og skat. Forhold som ligger tilbage til midt i nullerne. Da anklagemyndigheden var klar med et anklageskrift i 2010, var Peter Jensen rejst ud af landet. Derfor blev han efterlyst via Interpol, og det endte med en anholdelse i Phuket i november 2014. Herefter fulgte en række sager i Thailand, som ifølge Peter Jensen selv var en direkte følge af, at han sad i fængsel og derfor ikke kunne opfylde sine forpligtelser i forretningslivet.

Det trak ud med udleveringen til Danmark, og nordjyden mener, at de danske myndigheder har gjort for lidt for at få ham hjem til sagen. Men det skete altså i dag, og nu er spørgsmålet, om Peter Jensen skal varetægtsfængsles, indtil skattesvindelsagen kommer for. Det vil anklagemyndigheden bede om med henvisning til, at han allerede én gang er rejst væk fra sagen. Omvendt vil Peter Jensens forsvarer fremføre, at det vil være ude af proportioner at fængsle hans klient, da denne allerede har afsonet det meste af sin dom, selv hvis han bliver idømt en fængselsstraf af en længde, som anklagemyndigheden mener, at der er belæg for. Næste spørgsmål er, hvornår sagen kan afvikles.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...