Hjemmeplejefirma bliver ikke videreført
Konkursboet efter Din Hjemmepleje Frederikshavn ApS er næsten uden værdier
Opdateret kl. 09:45
FREDERIKSHAVN: Det er lykkedes kurator Boris Frederiksen at sælge aktiviteterne i konkursramte Din Hjemmepleje ApS til et nyoprettet selskab - Din Hjemmepleje Hjørring Aps - ejet af Steen Martin Simonsen, der deler privatadresse med det konkursramte selskabs tidligere ejer, Dorte Simonsen.
I det andet konkursramte selskab - Din Hjemmepleje Frederikshavn ApS- som Dorte Simonsen har ejet fifty-fifty sammen med Majbritt Gaardbo, er samme operation derimod ikke lykkedes. Her har der ikke været nogen aktiviteter at sælge ud af boet. Som en konsekvens heraf er medarbejderne nu blevet fristillet.
Din Hjemmepleje Frederikshavn havde Frederikshavn Kommune som kunde.
Det er en melding fra kommunen, som har gjort det umuligt at videreføre hjemmeplejefirmaets aktiviteter.
- I modsætning til Hjørring Kommune så meldte Frederikshavn Kommune ud i forbindelse med konkursen, at man ville hjemtage Din Hjemmeplejes plejeopgaver, og i den situation er der jo ikke nogen aktiviteter i form af kontrakter at sælge til tredjemand, siger Boris Frederiksen.
Skat lider stort tab
Det vat Skat, der fik Din Hjemmepleje Frederikshavn erklæret konkurs, fordi selskabet skyldte både skat og moms.
- Skat er langt den største kreditor i konkursboet, fortæller Boris Frederiksen.
Det ser ud til, at staten kommer til at vinke farvel til næsten alle de penge, som konkursboet skylder det offentlige.
- Der er nogle få værdier i konkursboet i form af driftsmidler, men jeg forventer, at de kun vil kunne dække en meget lille del af kravene mod boet, konstater Boris Frederiksen.
I konkursboet efter Din Hjemmepleje ApS er der flere værdier, fordi boets kontrakter med Hjørring Kommune har kunnet sælges.
- Men det betyder ikke, at der vil være dækning for hele Skats krav mod boet, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.