Hjørring

Hjørring står under vand

Beredskaber fra Thisted, Herning og Haderslev assisterer

Foto: Hans Ravn
Foto: Hans Ravn Hans Ravn

Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:56

HJØRRING: Vandmasserne har invaderet Hjørring Kommune, hvor beredskabet arbejder på højtryk for at stabilisere de mange områder, som står under vand. I Lendum står kældrene i 10-15 huse under vand.

- Situationen er nu, at vandstanden er begyndt at falde i Lendum, hvor vi har assistance fra Beredskabet i Thisted Kommune, fortæller beredskabschef Knud Børge Møller, Beredskabet i Hjørring.

Motorvej E39 har været voldsomt ramt af nattens og morgens regnskyl, hvor en bil først på morgenen kørte galt og i en periode spærrede vejen. Her er igen åbent.

- Man kan køre igennem, men det skal ske forsigtigt. Der er meget vand på vejen, understreger Knud Børge Møller.

Hjørring by er også ramt af vandmasserne.

- Omkring kl. 08.30 kommer Beredskabet i Herning kommune til Hjørring. De har særlige pumper med stor kapacitet, forklarer Knud Børge Møller.

Vandet er trængt ind i en stald på en gård på Gl. Borupvej mellem Hjørring og Tårs er.

- Stalden er oversvømmet, og vi skal have dyrene ud, siger Knud Børge Møller.

Vi er klar

Beredskabet fra Haderslev er tilkaldt som taktisk reserve.

- De stopper i Aalborg. Hvis andre kommuner eller Hjørring får brug for yderligere assistance, kan de rekvireres som assisterende beredskab for kommunerne. Vi er klar, lyder det fra stabschef Claes Mørch, Beredskabsstyrelsen i Nordjylland.

Lige nu venter man på, at lyset bryder ud over det nordjyske.

- Så vil vi få endnu bedre overblik, tilføjer Claes Mørch.

Dit tip

Har du yderligere oplysninger om trafikale problemer i det nordjyske på grund af vandmasserne, så skriv det meget gerne i kommentarfeltet.

Gå til relaterede emner

Forsiden