35-årig får to års fængsel og udvisning for røveri
To gerningsmænd brød et vindue op mens den forurettede lå og sov
Opdateret 20. december 2023 kl. 18:02
En 35-årig polsk mand blev tirsdag ved Retten i Hjørring idømt to års ubetinget fængsel samt udvisning for bestandigt for et røveri, der blev begået 15. juli 2022 omkring kl. 4.00 om natten i Hirtshals.
Manden var tiltalt for at have været med til at begå et røveri og i den forbindelse at være medvirkende til grov vold i forening med en medgerningsmand.
Han nægtede sig skyldig, men erkendte at have været på gerningsstedet.
Ifølge den 35-årige skulle han sammen med en anden person inddrive noget gæld, og han mente, at der var indgået en mundtlig aftale mellem medgerningsmanden og den forurettede.
Forklaringen om, at der skulle være en forudgående aftale, blev dog tilsidesat af retten, blandt andet fordi de to gerningsmænd skaffede sig adgang til den forurettedes bopæl ved at bryde et vindue op, og fordi den 35-årige iførte sig en elefanthue inden røveriet fandt sted, forklarer anklager Anne Thyrrestrup.
- Så der har man ment, at han har haft forsættet til at begå røveri inden han gik ind, siger hun.
Offer lå og sov
De to mænd tiltvang sig adgang til det soveværelse, hvor den forurettede lå og sov. Her blev han slået i hovedet af den ukendte medgerningsmand, og forsøgt tvunget til at betale 15.000 kr. i kontanter, hvilket han dog ikke havde, så han i stedet skulle overføre 10.000 kr. via MobilePay.
På trods af at den 35-årige blev dømt for at være medvirkende til at begå grov vold, deltog han ikke selv aktivt i den voldsudøvelse, der skete i forbindelse med røveriet.
- Men retten mente, at det ikke var sket noget, som var gået ud over, hvad han kunne forvente, så derfor fandt man ham skyldig i at være medvirkende, forklarer Anne Thyrrestrup.
Det var et enigt nævningeting, der afsagde dommen, som den 35-årige man modtog på stedet.
Frifundet efter halvandet år i fængsel
Den 35-årige var ikke alene i retten, hvor også en 32-årig mand var tiltalt for at have medvirket til røveriet.
Han blev dog pure frifundet i alle anklagerne, da retten ikke fandt det beviseligt, at han var tilstede under røveriet.
Den 32-årige har siddet varetægtsfængslet siden 15. juli 2022, men efter knap halvandet år bag tremmer, er han altså nu en fri mand.
- Min klient er meget lettet efter i halvandet år at have været uberettiget varetægtsfængslet, skriver den 32-åriges forsvarsadvokat Tobias Engby.
Han oplyser, at en af de ting, som kunne bevise, at den 32-årige ikke var medskyldig i røveriet, er hans øjenfarve.
- Den anden mand havde de forurettede beskrevet som havende blå øjne, men min klient har brune øjne, skriver Tobias Engby.