Mad

Kok er overrasket over Anettes fund: - Fatter ikke, hvordan den er kommet derind

En fantastisk spiseoplevelse bød på en ekstra overraskelse

Villa Vest i Lønstrup. Foto: Bente Poder
Villa Vest i Lønstrup. Foto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret 14. august 2023 kl. 11:08

Det var en oplevelse af de mere sjældne, da Anette Skjødt Kondrup forleden spiste på Restaurant Villa Vest i Lønstrup. 

Menuen med 11 retter var ifølge Anette fantastisk, men det er nok alligevel den ekstra gevinst, hun fik med i købet, der overraskede mest.

Anette Skjødt Kondrup havde en usædvanlig oplevelse på Restaurant Villa Vest. Privatfoto

- Vi fik sådant et blad dyppet i dej. Jeg tog en bid og opdagede noget, jeg troede var et hagl, for min mand er jæger, så det havde jeg prøvet før, fortæller Anette.

Men det var ikke et hagl, der gemte sig i østersretten - det var en perle.

Ikke oplevet det før

- Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle finde sådan en, siger Anette.

Perlen er dråbeformet. Foto: Anette Skjødt Kondrup

Og hos den nyslåede Michelin-restaurant Villa Vest er indehaver Kim Møller-Kjær da også pænt overrasket:

- Jeg fatter ikke, hvordan den er kommet derind. Østersen er håndhakket med kokkekniv, fortæller han og fortsætter:

- Det er ikke noget, vi har set før, og jeg har satme åbnet mange østers.

Villa Vests ejer Kim Møller-Kjær (til højre) og køkkenchef Anders Kiel Holm (i midten) fejrede i juni med personalet, at Restaurant Villa Vest fik en stjerne i Michelin-guiden. Foto: Henrik Bo

Kim Møller-Kjær glæder sig over, at Anette ikke skadede sine tænder, og oplyser, at de østers, som Villa Vest serverer, kommer fra Limfjorden, hvor de bliver betragtet som en invasiv art.

Gavekort med gevinst

Anette var i Lønstrup i sidste uge sammen med sin mand, Aksel Sørensen. Hun havde nemlig fået et gavekort på 3900 kroner til Villa Vest, da hun fyldte 60 år.

- Jeg er kommet i Lønstrup i mange år. Det er nok 30 år siden, vi var på camping der, og siden har vi flere gange været i sommerhus der, fortæller Anette, der bor i Spentrup nær Randers, hvor hun arbejder som teamleder og demand planner hos VPK Group.

Anette og Aksel havde to overnatninger på Villa Vest Badehotel, og de fik to middage på Restaurant Villa Vest. Den første aften en tre-retters middag og den anden en 11-retters. 

retten Anette Skjødt Kondrup

- Det var rigtig god mad. Det er et godt sted. Når man sidder der og kigger ud på solnedgangen, deres betjening, det hele, lyder det drømmende fra Anette, der afslører, at hun har en favorit:

- Deres desserter og især en af dessertvinene er uovertruffen, siger hun.

Anette er i det hele taget vild med oplevelsen af at kunne gå rundt til forskellige kunsthåndværkere i Lønstrup og så gense deres ting på Villa Vest, der gør meget ud af lokale produkter både på menukortet og i indretningen.

- Om dagen besøgte vi en keramiker, og om aftenen var det service fra hende. Deres puder, pynt og det hele er lokalt, og det binder hele oplevelsen sammen, forklarer hun.

Svær at prissætte

Det var i en af retterne i den 11-retters menu, "Bæredygtig østers – friteret blad", at hun fandt perlen.

Den er en smule oval og cirka fire millimeter i diameter, hvor den er længst.

Ægte perler
  • Østers laver perler, når de oplever et eller andet fremmedlegeme, der generer dem inde i skallen. De indkapsler fremmedlegemet i perlemor, så overfladen bliver glat og fin og ikke længere generer.
  • Naturligt fremkomne perler er i dag sjældne, men de dyrkes i dag i farme med perlemuslinger og østers forskellige steder i verden og fås i et væld af farver og former.
  • Her putter man et fremmedlegeme ind i østersen for at få den til at danne en perle.
  • Det er perlens glans og størrelse, der afgør prisen.

Det er svært at prissætte en perle alene ud fra et foto, men ifølge smykkedesigner Nynne Kegel fra Loenstrup Smykke Design er perlens største værdi formentlig dens affektionsværdi, da perler fundet i danske farvande ikke har den store værdi kommercielt.

- Men den er selvfølgelig stadig fin i et smykke som et minde om en fantastisk aften. Jeg ville synes, det var fedt, hvis det var mig, der havde fundet perlen og fik lavet et smykke, siger Nynne Kegel.

Nogle gange kan restaurantgæster dog være heldige: Ifølge Se og Hør fandt en restaurantgæst i 2018 en perle til en værdi af 26.000 kr. i en østers i New York City.

Anette lagde sit fund op på Facebook, og her er der en, der foreslår Anette at få perlen lavet til et smykke, og den ide har Anette taget til sig.

- Jeg tror, den skal i et vedhæng, funderer Anette.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden