Det er en meget sanselig udstilling, VKM lægger ud med i år. Rummene er fyldt med værker, uden at være for mange, men alle er de tankevækkende.

De fire kunstnere folder papiret, så der udfolder sig en hel verden om liv og død, klimaforandringer, flyvende noder og stueplanter, der tager magten. 

Lige indenfor kan man selv røre ved bomuld og kulde, der bliver det til lækreste papir, med struktur og bløde kanter. Papir er ellers noget, man kan skære sig voldsomt på. Et papirsnit er blodigt. Papir er noget skrøbeligt noget, og det kan så nemt brænde. Men her viser det også sin styrke. 

Papiret er stærkt, både som det, der skrives store drømme og tanker på, og som her, hvor kunsten udtrykker sig med og på den sarte hvide flade. Kunstnerne bearbejder papiret i en mangfoldighed af udtryk med hænderne, laserskærere, knive og sakse.

Amanda Betz har et orientalsk take på det, med mere end 5000 år gamle håndværksmetoder fra Pakistan. I hendes variationer af mønstre, som bliver dragende gentagelser, er de rene arabesker. 

De er ikke kun til pynt, selvom de er meget flotte og kunne minde om ægte orientalske tæpper, mens de fortæller om bomuldsplantens 160 dage til høsttid. 

Vores brug af bomuld, til papir og tøj, påvirker klimaet, så Pakistan rammes af voldsomme oversvømmelser. Et værk med mange grove papirlag er som et geodætisk kort over Pakistans oversvømmelser. 

Et lille telt, som man indbydes til at kravle ind i og lade mørket føles med sine små sprækker af lys i teltdugen. Der er som at ligge under himlens skyer, eller havets bølger. Skønheden i Betz’ værker er stor, og tankevækkende, med håbet i sig.

Stine Bo har også klimaet med i sine værker.  Her spiller humor sin rolle, når stueplanterne tager deres hævn over menneskeheden og alle deres ting fra satellitter til haveplasticstole, der næsten ikonisk fortæller om menneskets rovdrift og udnyttelse af naturen. 

I douce grønne og blå farver bygger hun sine tableauer op i lag på lag, så det hele virker levende og vibrerende. Og planterne bemægtiger sig verden igen, hvor menneskene og deres bygninger er rekvisitter, der blot er her en tid. Fremtiden er planternes. Det er sjovt og underfundigt, og voldsomt, men også med et indbygget håb.

Håbet findes også i Peter Callesens univers, som når en fugl er klippet og foldet ud af et jagerfly. Bird hedder værket fra 2013, men mere aktuelt end nogensinde. 

Hvor taler vi mere om krig end om freden? Ofte kan det lyde som om krigen er uundgåeligt. Men den lille fine fugl bringer håbet med sig. At der er mere at sige. Og det mere ses altid i Callesens stærke værker, der altid går til benet, som i det hængende værk af en papirskjorte, hvor hullerne er foldet til en rygsøjle. 

Det bløde og det hårde mødes også her. Skeletter og mennesker ved vejs ende, der måske alligevel ikke ender der i loopet. Alt det, Callesen formår at skære ud af et stykke pair og så forvandle det til, uden at tilføje andet end det stykke papir, er overvældende. Det er dramatisk og poetisk i sit enkle og dog imponerende håndværk.

Mathias Malling Mortensen skaber med sine udskårne store papirflade spændende dybder. Et net af kvadrater, hvor flyvske noder er på spil. Nogle i flere farver som store symfonier. 

Et stort værk med fire kæmpe papirark fra loft til gulv skaber en rumlighed, som forandrer sig alt efter som elpærer lyser op og skaber både lys og skygger. Der er musik til værket, som er meditativt og drømmende, så man fra sin stol kan tage på en længere rejse lige derhen, man bliver ført. 

Det er næsten magisk, og når musikken kan høres i hele udstillingen, underbygger det blot eftertænksomheden og den håbefulde stemning, selv der på mørkets side. 

Det oser af lethed og overskud, trods mørket, for også her i åbninger og de mønstre, der opstår i lyset og papirets huller, har indbyggede håb.

Udstillingen er fyldt af humor og melankoli. Poesi og dram. Dybde og rumligt. Lethed og overskud. Det er flot håndværk med stor kunnen og ånd. 

Engang mente man, at vi fik det papirløse samfund. Gudskelov ikke, for denne papirudstilling bør ses, sanses og opleves. Også gerne flere gang, for i disse tider er det godt at turde være i mørket, der her er med indbygget håb.

Mød det mørke med indbygget håb

• The Dark Side – Papercut
• Med Amanda Betz, Stinne Bo, Peter Callesen & Mathias Malling Mortensen
• Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring
• Indtil 11. august