Det kan du forvente: Dagligvarekæde starter fra skratch i Hjørring

Kæde i Hjørring satser hele butikken, og når den genåbner er det måske slut med de såkaldte Bilka-buler ...

Aldis butik på Skagensvej i Hjørring er jævnet med jorden - en ny står formentlig klar inden nytår. <i>Foto: Bente Poder</i>

Aldis butik på Skagensvej i Hjørring er jævnet med jorden - en ny står formentlig klar inden nytår. Foto: Bente Poder

HJØRRING:Aldi er disse år ved at rulle sin modernisering ud i det ganske land for at gøre kædens butikker mere tidssvarende - og på Skagensvej 100 i Hjørring går man radikalt til værks.

Her er det ikke nok med en gennemgribende ombygning: Siden lukningen af butikken i begyndelsen af juni er de 1000 kvadratmeter blevet jævnet med jorden.

En ombygning ville nemlig være rigtig tung at tage hul på, da der er store krav om energi-optimering - og så er der også hensynet til, at den kommende butik skal være større og have en bedre adgang, når det gælder vareindlevering.

Det oplyser Aldis udviklingschef, Jacob Jørgensen, der også løfter lidt af sløret for de ændringer, kunderne kan se frem til - eksempelvis en formindsket risiko for såkaldte ”Bilka-buler”.

- Vi får 60 parkeringspladser, og i erkendelse af, at bilerne er blevet bredere, så får pladserne en bredde på 2,8 meter mod normalt 2,5, oplyser han.

Der er både flere kvadratmeter og flere varenumre i vente til kunderne på Skagensvej 100. <i>Foto: Bente Poder</i>

Der er både flere kvadratmeter og flere varenumre i vente til kunderne på Skagensvej 100. Foto: Bente Poder

Selve bygningen vokser fra 1000 til 1200 kvadratmeter; butiksarealet bliver på omkring 850 kvadratmeter, hvilket også er noget mere end før.

I selve butikken flyttes kød og grønt frem i butikken, så kunderne møder dette som noget af det første - og bake off indrettes smartere, så der nemt kan fyldes op ”usynligt” - altså bagfra i stedet for at fragte brødet gennem butikken først.

Generelt bliver der mere fokus på, at man som familie skal kunne handle ind til både hverdag og fest, og der rustes også op på økologi-fronten. Mens der oprindeligt var omkring 800 varenumre i den gamle Aldi, vil der i den nye butik være omkring 1700 varenumre, oplyser Jacob Jørgensen.

Bygningen får ifølge udviklingschefen fladt tag med grå teglsten samt solceller på taget.

I forbindelse med byggeplanerne har man også forsøgt at imødegå kritiske nabo-røster ved at bygge butikken en halv meter lavere end normalt.

Der skal efter planen holdes rejsegilde på det nye byggeri 6. september, og Aldi håber at kunne åbne butikken inden årsskiftet.

I den mellemliggende periode henviser Aldi til deres butik på Frilandsvej.

Ifølge mediet Finas.dk kom Aldi Danmark ud af 2021 med et underskud på 393 mio. kr.

 <i>Foto: Bente Poder</i>

Foto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.