Flere som Heine og Joanna: Nordjyske køkkener sukker efter elever og kokke

Erhvervsskolen EUC Nord i Hjørring forsøger med ekstra optag for at skaffe elever nok til de nordjyske køkkener

For 34-årige Heine Sørensen blev uddannelsen som kok et vendepunkt i livet.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

For 34-årige Heine Sørensen blev uddannelsen som kok et vendepunkt i livet.  Foto: Claus Søndberg

HJØRRING:Godt nok er mange restauranter i øjeblikket ramt af stigende energipriser, men de sukker også efter kokke-elever og tjener-elever, og fx. har de nordjyske sygehuse også problemer med at få nok ernæringsassistenter og elever.

Arbejdet i et køkken på et sygehus i dag handler nemlig meget om at sammensætte ernæringsrigtig kost til de forskellige patientgrupper.  

34-årige Heine Sørensen fik torsdag i sidste uge sit svendebrev som kok på EUC Nord i Hjørring,  og han er mandag tiltrådt som souschef på restaurant Abstrakt i Hirtshals, som også har været hans elevplads. Uddannelsen har i den grad ændret hans liv fra at han tidligere var havnet i et hashmisbrug og en periode på kontanthjælp. Vendepunktet  var en virksomhedspraktik på Abstrakt. 

- Jeg har altid været vild med at lave mad sammen med min mor og havde forskellige jobs som køkkenmedhjælper. Men min chef på Abstrakt, Simon (Simon Emil Schiøtt Christensen red.), troede virkelig på mig og fik mig overtalt til at tage uddannelsen, og det har jeg bare været vild med siden, fortæller Heine Jørgensen, der i 2021 vandt de nordjyske mesterskaber for kokkeelever, sammen med en anden elev på Abstrakt, Lukas Grøntved.  De fik efterfølgende en flot fjerdeplads ved DM og NM. 

Forberedelserne til til svendeprøve var onsdag i fuld gang.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Forberedelserne til til svendeprøve var onsdag i fuld gang.  Foto: Claus Søndberg

Hårdt brug for flere

Men der er brug for flere succeshistorier og flere både unge og lidt ældre, der ser mulighederne i en uddannelse inden for gastronomi. Selvom EUC Nord bl.a. også kan friste med en spritny køkkenafdeling, så kniber det med at få elever nok til at klare efterspørgslen i branchen.  

- Antallet af ansøgere direkte fra folkeskolen ligger stabilt, men den andel, der er mere modne og har været ude på arbejdsmarkedet er dalet - måske fordi beskæftigelsen generelt er så høj i øjeblikket.  Så vi forsøger med et ekstra optag her i oktober. Branchen sukker efter elever og der er garanti for en elevplads til alle, uanset alder, fastslår uddannelseschef, Dennis Kindberg. 

Heine Sørensen kan også fortælle, at der skal tænkes kreativt for at skaffe elever ude på restauranterne. 

- Vi har på Abstrakt fx. overtalt en 15-årig ung mand, som var ansat som opvasker, til at gå i gang med uddannelsen, fordi vi vurderede, at han lige passede ind, fortæller Heine Sørensen.

Uddannelsesleder Dennis Kindberg (tv) og uddannelseskonsulent Niels Lyndorff-Hansen kan friste med et spritnyt køkken på skolen, men alligevel er der ikke elever, der søger.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Uddannelsesleder Dennis Kindberg (tv) og uddannelseskonsulent Niels Lyndorff-Hansen kan friste med et spritnyt køkken på skolen, men alligevel er der ikke elever, der søger.  Foto: Claus Søndberg

Nørder med ernæring

53-årige Joanna Knudsen fra Polen er et eksempel på en nystartet elev, der i en moden alder er blevet fanget af et helt nyt fag. Hun er gift med en dansk mand og efter 24 år som engelsklærer i Polen kom hun for fem år siden til Danmark, og snakker nu godt dansk. Det lykkedes hende ikke at få job som lærer, men efter et halvt år på uddannelsen til Sosu-hjælper, skiftede hun til ernæringsassistent og ramte plet. 

- Jeg elsker det her. Min far var syg og tabte 40 kilo. Det er fantastisk, hvor meget det mad vi spiser betyder for vores sundhed. Jeg nørder bl.a. med at sammensætte den rigtige mad med den rigtige ernæring til forskellige patientgrupper, fortæller Joanna Knudsen, der netop drømmer om at arbejde på et sygehus, når hun er færdiguddannet. 

Joanna Knudsen har i en moden alder fået en brændende interesse for at blive ernæringsassistent <i>Privatfoto: EUC NORD</i>

Joanna Knudsen har i en moden alder fået en brændende interesse for at blive ernæringsassistent Privatfoto: EUC NORD

Som udlænding har hun også fundet et meget imødekommende og rummeligt uddannelsesmiljø på EUC Nord. 

Æblet i kurven. 

Skolen har også  været opsøgende med en rundtur til alle restauranter og hoteller i Vendsyssel. 

- Det gælder også om at tage æblet i kurven. Vi har talt med rigtig mange ufaglærte i køkkenerne og restauranterne, og vi blevet taget  godt imod. Vi forsøger selvfølgelig at overbevise dem om mulighederne i at få en faglig uddannelse inden for faget, fortæller praktikpladskonsulent Niels Lyndorff-Hansen. 

Han har også mødt mange udlændinge på arbejdspladserne. 

- Mange har en barriere med sproget, og det kræver, at de også melder sig til sprogskole. Det vil i en periode være hårdt arbejde, men jeg har talt med mange, der virkelig overvejer det, fortæller Niels Lyndorff-Hansen.

Der er også rigtig gode muligheder for at få merit og dermed slippe igennem uddannelsen på kortere tid, hvis man noget andet uddannelse med i bagagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden