Vrå

Kæmpe grund ledig midt i stationsby: Borgere skal på banen efter kontrovers

Nu sættes der for alvor gang i processen, der skal afgøre, hvad der skal ske på den gamle skolegrund i Vrå - på stort møde kommer to andre emner i byen også i spil 

Selv om det ikke er faldet på plads, hvad der konkret skal ske med den gamle skolegrund, så kommer man næppe uden om, at meget af bygningsmassen formentlig skal i nærkontakt med en bulldozer. 
Selv om det ikke er faldet på plads, hvad der konkret skal ske med den gamle skolegrund, så kommer man næppe uden om, at meget af bygningsmassen formentlig skal i nærkontakt med en bulldozer.  Foto: Torben Hansen

VRÅ: Ved årsskiftet pakkede lærere og elever deres skoletasker og satte kursen mod den nye skole i Vrå ved Idrætscenter Vendsyssel.

Dermed blev en større bygningsmasse efterladt på hele 30.000 kvadratmeter et andet sted i byen- hvilket svarer til omkring fem fodboldbaner - så det er i bogstavligste forstand et stort spørgsmål, borgerne i Vrå nu skal inddrages i: For hvad pokker skal der ske på grunden?

Den gamle skolegrund i Vrå spreder sig over et område, der svarer til omkring omkring fem fodboldbaner. Foto: Torben Hansen

Borgerne får mulighed for at give deres besyv med på et møde i idrætscentret i Vrå midt i november, men hvis nu en enkelt eller to tænker: "Har der ikke været møder om det før?", så er de ikke helt galt afmarcheret.

- Der har tidligere været møder om skolegrunden, men vi synes, at Hjørring Kommune, der jo ejer grunden, var lidt for hurtige. De kom med bud på, hvad der skulle ske, inden borgerne for alvor var blevet inddraget. Så vi har krydset lidt klinger, men det er glemt nu. Nu ser vi fremad, fastslår formanden for Vrå Beboer- og Erhvervsforening, Arne Larsen-Ledet.

Han glæder sig over, at Hjørring Kommune nu også stiller en fagligt kvalificeret medarbejder til rådighed ad hoc.

Arne Larsen-Ledet - formand for Vrå Beboer- og Erhvervsforening. Arkivfoto: Torben Hansen

Potentiale for bosætning

Den syv mand store bestyrelse i beboer- og erhvervsforeningen vil ikke kortslutte processen ved at tromle egne forslag igennem - men hårdt presset kommer formanden da gerne med en strøtanke eller to.

- Måske blandet bebyggelse - eje, leje og andel - hvor man bor for sig selv, men alligevel kan have let adgang til fællesskabet. Det kunne være med hjælp fra fælles køkkenhaver eller et orangeri, siger Arne Larsen-Ledet, der peger på, at det også kunne falde fint i tråd med en anden fællesskabs-orienteret institution, der ligger lige ved siden af - nemlig Vrå Højskole.

I øjeblikket bor der omkring 25 ukrainske flygtninge på skolen. Foto: Torben Hansen

- Og sådan et sted kunne jeg da også godt selv forestille mig at bo, tilføjer formanden, der ellers er bosiddende på den anden side af banen i Vrå.

Sammen med Tornby og Løkken - samt en voksende Hjørring by - tilhører Vrå et af de steder, hvor kommunen øjner bosætnings-potentiale, og her kan en blandet boligmasse med fællesskab på hylderne måske også bliv et et trumfkort.

Ifølge Arne Larsen-Ledet skulle der allerede være interesse fra et lokalt byggefirma, der gerne vil engagere sig, når borgere og kommune får tænkt færdig.

Elever og lærere i Vrå forlod den gamle skole til fordel for en ny omkring årsskiftet. Foto: Torben Hansen

Hos Hjørring Kommune er holdningen stadig, at borgerne skal inddrages i anvendelsen af den store centrale grund i Vrå, men der er på den anden side også sat ekstra fart på den såkaldte exit-strategi, hvor kommunen skiller sig med bygninger, der ikke længere bliver brugt. 

- Kommunens økonomi og energikrise taget i betragtning kan vi ikke have tomme bygninger til at stå og samle støv. Vi skal hurtigst muligt af med de bygninger, som vi ikke længere bruger, fastslår formand for teknik og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Homann (K).

Stier og hundemark

Foruden drøftelsen af fremtiden for den gamle skolegrund, så kommer mødet i Vrå også til at handle om et par andre emner: 

Beboer- og erhvervsforeningen vil gerne have kortlagt stier i Vrå og omegn både fysisk og elektronisk - og skulle der mangle en bid hist og her for at forbinde stierne, håber man på at kunne finde en løsning med lodsejerne.

Desuden er der kommet flere ønsker om, at der etableres enten hundemark eller hundeskov et sted i Vrå.

Det er planen, at der umiddelbart efter mødet nedsættes arbejdsgrupper, der skal gå i dybden med de tre emner.

25 ukrainere

Med til historien om den gamle skole i Vrå hører dog også, at der i øjeblikket bor flygtede ukrainere på stedet. Hjørring Kommune oplyser, at der 25 personer på skolen lige nu, men det tal kan stige snart, da Udlændingestyrelsen har meddelt, at der er flere ukrainere på vej til Hjørring Kommune. 

Borgerinddragelsesmødet i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå holdes tirsdag 15. november kl. 19.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden