Kendte sender live fra Naturmødet på Hirtshals Havn

Live-sendinger afløser den oprindelige plan med masser af besøgende

Naturmødet, Hirtshals. Thunderdome quiz med Anders Lund Madsen og Morten DD  Foto: Bent Bach

Naturmødet, Hirtshals. Thunderdome quiz med Anders Lund Madsen og Morten DD Foto: Bent Bach

HIRTSHALS:I den kommende weekend skulle der have været naturdebatter og liv og glade dage med masser af besøgende til Naturmødet på Hirtshals Havn.

Det er selvfølgelig aflyst, men arrangørerne håber alligevel på en stor digital opmærksomhed, når Naturmødet blænder op for en online udgave, hvor man bla. kan opleve vært og moderator, Anders Lund Madsen og Miljøminister Lea Wermelin (S), rende rundt på molen og forsøge at fange fisk. Der bliver i løbet af weekenden også livesendinger med bla. Niels Hausgaard, Sebastian Klein, Bonderøven og tv-kokken Anne Hjernøe.

Fra et studie i København vil Naturmødets kvindelige vært, Mette Walsted Vestergaard stå for digitale debatter mellem relevante politikere og interesseorganisationer.

Livesendingerne og debatterne bliver vist på Naturmødets hjemmeside og facebookside.

- Det bliver et afvekslende program fredag, lørdag og søndag, som mange forhåbentligt vil følge digitalt, og der er rig mulighed for at deltage med spørgsmål og kommentarer, fortæller direktør for Naturmøde, Jesper Lauritsen.

Han er stolt over, at det er lykkedes for Naturmødet, som det første af de store folkemøder, at få stablet en professionelt produceret digital udgave på benene.

- Det er jo ekstra superærgerligt, at vi må aflyse Naturmødet i år, hvor det er naturens år, og hvor der er ekstra fokus på naturen mange steder. Vi håber selvfølgelig på stor opmærksomhed online, så vi kan bevare opmærksomheden. Vi satser på, at i alt 30.000 vil følge vores sendinger i løbet af weekenden. Det svarer til de fysiske besøgstal på Naturmødet, siger Jesper Lauritsen.

Direktør for Naturmødet, Jesper Lauritsen. Foto: Torben Hansen

Direktør for Naturmødet, Jesper Lauritsen. Foto: Torben Hansen

De mange organisationer, som man normalt kan opleve på stande på Naturmødet, bliver også synlige med små indslag i sendefladen søndag.

Naturmødet har normalt et budget på fem millioner kroner, hvor Hjørring kommune bidrager med to millioner kroner.

En stor del går til lønninger, som fortsat skal betales selvom Naturmødet er aflyst. Fx. har de to moderatorer Anders Lund Madsen og Mette Walsted Vestergaard brugt en del timer på at forberede Naturmødet før det blev aflyst.

- Anders Lund Madsen får ca. 50 procent af det han modtog på et normalt år, fortæller Jesper Lauritsen.

Anders Lund Madsen fik i 2019 godt 100.000 får sine moderator-opgaver.

Hele den digitale udgave af Naturmødet har et budget på cirka én million kroner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.