Kystdirektoratet må lære af Løkken Mole - ikke gentage sine fejl
KYSTSIKRING: Kystdirektoratet fortsætter med at dumpe sand ude i havet ud for Løkken og nordpå, men den praksis har ingen reel beskyttende effekt på vores kyst.
Sandet bevæger sig ikke ind mod stranden, fordi strømmen her ved Løkken løber mod nord. Dumpning ud for Løkken betyder derfor, at sandet driver nordpå og aldrig når stranden, hvor det kunne gøre gavn.
Hvis man vil se, hvad der faktisk virker, behøver man kun at se på Løkken Mole, som i sin oprindelige form skabte en af de mest markante kystbeskyttende effekter i hele Nordjylland. Molen skabte:
• 4,5 hektar nye klitter nord for molen.
• 14 hektar nye klitter syd for molen.
I alt 18,5 hektar naturligt opbyggede klitter, skabt af naturens egen sedimenttransport, fordi molen fungerede som en effektiv sedimentfanger. Det var et skoleeksempel på, hvordan en mole kan arbejde med naturen og skabe stabil kyst.
Men da Kystdirektoratet senere ombyggede molen, kom den til at virke som deres andre mislykkede kystsikringer: Den begyndte at erodere på strømlæsiden, som her ved Løkken er nord for molen. Resultatet er tydeligt:
• 2,3 hektar klitter nord for molen er allerede forsvundet.
• Stranden nord for molen er blevet markant smallere.
• Badehusene nord for molen flyder igen på stranden.
Det er et klassisk mønster: Når man ændrer en velfungerende mole, mister man den naturlige sedimentfangst, og erosionen vender tilbage.
Derfor er spørgsmålet oplagt: Hvad ville der ske, hvis man byggede en mole ved Nr. Lyngby, der fungerede som Løkken Mole gjorde før ombygningen? Kysten ved Nr. Lyngby ligner kysten ved Løkken før Molen blev bygget.
Svaret er enkelt og baseret på dokumenteret erfaring: Man ville få omkring 18 hektar nye klitter, fordelt på begge sider af molen, præcis som ved Løkken. En mole ved Nr. Lyngby ville fange sediment fra den nordgående strøm og opbygge en stabil strand og klitfront, i stedet for den konstante erosion, vi ser i dag.
Det er på tide, at Kystdirektoratet stopper med at dumpe sand ude i havet, hvor det driver væk, og i stedet begynder at arbejde med de løsninger, der faktisk virker. Løkken Mole viste vejen. Naturen har allerede givet os svaret. Det er kun et spørgsmål om, om vi vil lytte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.