Mærkedage på tanken: Per fylder bilen og mavsen op - døgnet rundt
Per Thrane er chef på døgnåben tank-station i Hjørring - selv tanker han op på golfbanen

Per Thrane flankeret af Sanne Sanderhoff Christensen og Ninna Schøtt - fredag fejrede han både fødselsdag og jubilæum på tanken i Hjørring. Foto: Thomas Nielsen
HJØRRING:Fredag morgen troppede Per Thrane op på jobbet med kaffemaskinen fra privaten under armen - og så lige fire store brunsviger-kagemænd.
Butikschefen - eller store manager, som det hedder på moderne dansk - for Circle K Ringvejen i Hjørring havde nemlig et par mærkedage, der skulle markeres: 1. januar havde han været ansat i koncernen i 25 år og fredag 6. januar fyldte han så 56 år.

En tidligere kollega fra Statoil-tiden, Anne Maren Schildt, Vodskov, kiggede forbi fredag morgen med en lille gave. Hun driver i dag café i Støvring. Foto: Thomas Nielsen
Headhuntet
Han begyndte i branchen som ung på en Metax-station i Frederikshavn - men på et tidspunkt blev han headhuntet til Statoil i Hirtshals.
- Det skal man da prøve at blive mindst én gang i sit liv, siger han med et smil.
Her var han i en snes år, inden turen gik til Ringvejen i Hjørring - nu under navnet Circle K. Men sammenlagt er det altså blevet til 25 år.
Han er dog heller ikke bleg for at sige:
- De gode år var i Hirtshals. Der var frie tøjler. Nu er det et world wide-foretagende med en større organisation, og så bliver det hele mere topstyret, lyder det fra Per Thrane.
Han er dog glad for at møde på arbejde hver dag:
- Jeg elsker at have med mennesker at gøre. Det er fedt at få en lille snak med kunderne, så de kommer ud af døren med et større smil, end da de gik ind, siger han.
Per Thrane kender godt til holdningen om, at man ikke skal gro fast et sted - og at der derfor er bedst at skifte job med jævne mellemrum.
- Nu har jeg været samme sted i 25 år. Er det så mig eller verden, det er galt med? ...jeg hælder nok mest til det sidste ...

Fire brunsviger-kagemænd skulle sikre, at der var en lille godbid til dagens gæster. Foto: Thomas Nielsen
Det har været omskiftelige tider på Ringvejen: Tanken gennemgik i mange måneder en gigantisk renovering på grund af et skimmelsvamp-angreb, så kunderne måtte ekspederes i en skurvogn - da man var færdig, så skulle det naturligvis fejres, men genåbningen faldt sammen med den første corona-nedlukning af det ganske land.
Mens omsætningen dog var rigtig fin under corona, da mange gik hjemme og havde god tid, så er det blevet lidt anderledes med energi-krise og stigende inflation. Folk vender lige en-kronen en ekstra gang.
- Men det er lykkedes os fortsat at øge antallet af kunder i butikken, selv om det gennemsnitlige salg godt nok er vigende, fortæller Per Thrane.
Omkring to tredjedele af stationens omsætning stammer fra brændstof, mens resten blandt andet kommer fra det stigende marked for hurtig og nem mad.
Stationen er åben i døgndrift, så der er brug for en del ansatte, og der er da også 13 personer på lønningslisten.

Per Thrane - kendt fra TV ...medarbejderne havde lavet en lille hilsen i form af et screenshot fra et tv-indslag fra den seneste omgang snevejr, hvor Per Thrane måtte i aktion med sneskovlen. Foto: Thomas Nielsen
Privat bor Per Thrane i Hjørring-bydelen Højene sammen med sin kone Nina, der arbejder hos Lerøy Schlie i Hirtshals.
Døtrene Maria og Lisa studerer i henholdsvis Aalborg og København, mens sønnen Christian lige er begyndt som konstabel-elev.
En altoverskyggende fritids-interesse er golf, så Per Thrane ses ofte vandrende på Hjørring Golf Klubs anlæg.
- Når det er godt vejr - og jeg ikke skal arbejde - så er jeg tit derude. Som jeg plejer at sige: En dårlig dag på golfbanen er bedre end en god dag i haven ...
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.