Massivt corona-udbrud på endnu en skole i Vendsyssel

Smitten med covid-19 har ramt bredt blandt elever på fire klassetrin

Lundergårdskolen i Hjørring er nu også ramt af et corona-udbrud med omkring 25 smittede de seneste dage.  Genrefoto: Kurt Bering

Lundergårdskolen i Hjørring er nu også ramt af et corona-udbrud med omkring 25 smittede de seneste dage. Genrefoto: Kurt Bering

Først måtte Vrå Skole i midten af november bukke under for et stort smitteudbrud, og senest er turen nået til Muldbjergskolen i Hjørring, der tirsdag indførte midlertidig nedlukning for elever til og med 5. klasse, fordi mere end 130 elever er smittet med corona.

Men endnu et smitteudbrud er under opsejling i Hjørring Kommune.

På Lundergårdskolen i Hjørring er omkring 25 elever og en enkelt lærer de seneste dage blevet konstateret smittet med corona.

Det fortæller Michael Harritslev, der er skoledistriktsleder for blandt andet Lundergårdskolen.

- I løbet af weekenden og mandag så det voldsomt ud med smitten, siger skoledistriktslederen, der ikke kender til årsagen for det pludselige og markante udbrud blandt elever på skolen.

Smitten på Lundergårdskolen ser indtil videre ud til at fordele sig bredt på tværs af flere klassetrin. Foreløbigt er der smitte på 2., 4., 5. og 6. årgang.

- Det er selvfølgelig godt træls. Men vi har jo været i det her corona-vakuum i så lang tid, at vi har et system, der kan håndtere det. Vi starter ikke på bar bund, siger Michael Harritslev.

Største smitteudbrud på skolen

Det er ikke første gang, der bliver fundet coronasmitte på Lundergårdskolen. Faktisk har skolen flere gange tidligere været ramt af smitte, men dette udbrud er indtil videre det mest markante, som skolen har oplevet.

Men med tidligere corona-tilfælde i bagagen er der ingen panik at spore hos skoledistriktslederen.

- Selvfølgelig er det bekymrende, når en skole bliver ramt af corona, særligt med en ny variant i omløb. Men vi oplever, at både personale og forældre er afklarede med situationen, og vi mærker ikke den samme trykkende bekymring, som vi har oplevet ved tidligere tilfælde, siger Michael Harritslev med henvisning til, at skolen nu også har nogle mere klare retningslinjer af følge fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der holder et vågent øje på skolens corona-situation.

Michael Harritslev tager derfor også den nuværende situation med ro i sindet, mens man følger udviklingen.

Faktisk tillader han sig at have et håb om, at smitteudbruddet allerede er på retur:

- Siden mandag eftermiddag har vi faktisk kun set tre nye tilfælde med corona på skolen. Så jeg krydser fingre for, at smitten allerede er på retur, siger han.

Lundergårdskolen på Nordens Allé i Hjørring har 659 elever og tæller elever fra 0. til 9. klasse.

Hele Hjørring Kommune er lige nu så hårdt ramt af corona, at kommunen følger retningslinjerne for lokal høj smitte. De retningslinjer tager man også til sig på Lundergårdskolen, der indtil videre ikke er blevet bedt om at indføre ekstra corona-restriktioner i forbindelse med det lokale udbrud på skolen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.