Med hjælp fra udlandet: Nye klumpfisk i oceanariet
Se video: To små klumpfisk ankommet til Nordsøen Oceanarium
Opdateret kl. 16:07
HIRTSHALS: To nye klumpfisk ankom mandag aften til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Og det vækker glæde hos det store akvarium i Hirtshals, for det har været uden klumpfisk siden starten af 2021. Nu er det endelig lykkedes at anskaffe hele to eksemplarer på én gang - fra Portugal.
- -Klumpfisk er den tungeste benfisk i verden.
- Klumpfisk findes i alle verdenshavene, nogle gange også i danske farvande.
- Den kan blive over 3,5 meter lang.
- Vægten kan blive mere end 2,3 ton.
- Det er to meget fine eksemplarer, vi har fået leveret. De vejer begge ca. fem kilo, og transporten fra Portugal forløb problemfrit, udtaler akvariemester Martin Riis i en pressemeddelelse fra Nordsøen Oceanarium.
- Begge klumpfisk svømmer nu rundt i vores Oceanarie-tank og er allerede begyndt at blive håndfodret af dykkeren - og det er et godt tegn. Vores portugisiske leverandør har været meget omhyggelig og professionel i leveringsprocessen,og det ses på fiskenes trivsel, tilføjer han.
Video fra Nordøsen Oceanarium:
En basse på 646 kilo
Nordsøen Oceanarium har flere gange før fået leveret klumpfisk fra sin samarbejdspartner i Portugal, og med stor succes.
Klumpfisken fra 2014 endte med at blive den største af sin slags i akvariet nogensinde, og den næststørste klumpfisk i et akvarie på verdensplan. Den blev ved sin obduktion vejet til hele 646,2 kilo.
Nænsomt indsamlet
Flying Sharks, som den portugisiske leverandør hedder, er specialiseret i at indsamle og transportere havdyr til forskellige akvarier i hele verden.
Alle dyr bliver nænsomt indsamlet uden trawl, drivgarn eller andre miljøpåvirkende effekter og de formår herved at værne om dyrenes velfærd.
Gennem årene været muligt for Nordsøen Oceanarium at have eksemplarer af klumpfisken i langt størstedelen af tiden, men man har også tidligere oplevet perioder uden klumpfisk på grund af manglende muligheder for at anskaffe sig nye eksemplarer.
Klumpfisk døde ved brand
Oceanariet i Hirtshals fik sin første klumpfisk i 2001, og den blev hurtigt et ikon. Den døde dog ved branden i 2003.
Siden da har akvariet i Hirtshals haft mange eksemplarer af arten, men der bliver stadig spurgt til den, der døde i branden.
- I naturen er klumpfisken, som mange andre arter i Nordsøen, en sommergæst. Hos os er den også en slags ambassadør for de mere mærkværdige, og mindre kendte skabninger i Nordsøen, fortæller biolog Kristina Ydesen fra Nordsøen Oceanarium.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.