Oskar og Johan blev lokket til Vendsyssel - håbet er, at de bliver

Regionshospital Nordjylland i Hjørring har på kort tid opnået et godt ry som uddannelsessted, hvor de studerende bliver taget imod med åbne arme

18 nye lægestuderende er lige startet i praktik som kirurger, og her er Oskar Bøjgaard og Johan Guldbæk (t.h.) til første time i syning.
18 nye lægestuderende er lige startet i praktik som kirurger, og her er Oskar Bøjgaard og Johan Guldbæk (t.h.) til første time i syning. Foto: Bente Poder

HJØRRING: Medicinstuderende Johan Guldbæk ved fra tætteste hold, at Regionshospital Nordjylland Hjørring er et godt sted at være under uddannelse. Johans kæreste er også ved at uddanne sig til læge, og hun har selv været i Hjørring og har opfordret ham til at søge til Vendsyssel. Derfor vil han tage til Hjørring fra hjemmet i Aalborg de næste 18 uger og få en masse praktisk erfaring inden for kirurgi, og han agter også at tage sit uddannelsesforløb i medicin her på sygehuset.

Johan Guldbæk har, som de andre lægestuderende, ønsket at komme 18 uger til Hjørring, fordi stedet får gode anbefalinger af tidligere studerende. Foto: Bente Poder

Johan Guldbæk er en af de nye studerende, som Regionshospital Nordjylland i Hjørring modtager i disse dage. Der er tale om det højeste antal kandidatstuderende fra medicinuddannelsen i Aalborg. Det er 18 på medicin og 18 på kirurgi, og det er første gang, at der kommer kandidatstuderende på kirurgi til Hjørring.

- Vi bliver taget virkelig godt imod. Vi kan mærke, at de er glade for at have studerende og tager tiden til at undervise os, supplerer Oskar Bøjgaard.

Nye lægestuderende er på bootcamp blandt andet i en operationsstue, hvor Louise Arenholt, der er gynækologisk overlæge og leder af medicinuddannelsen på Regionshospital Nordjylland underviser i, hvordan man som kirurg gør sig klar til at operere. Foto: Bente Poder

Louise Arenholt er gynækologisk overlæge og leder af medicinuddannelsen på Regionshospital Nordjylland.

Hun ser de nye studerende som kommende kolleger, og spørger nogle gange direkte om, de kunne tænke sig at arbejde på hospitalet og/eller vil forske sammen med hende. 

- Det er megafedt at se hvordan de studerende blomster op, mens de er hos os. Sådan siger leder af medicinuddannelsen på Regionshospital Nordjylland Louise Arenholt. Foto: Bente Poder

I det hele taget er overlægen begejstret for at arbejde med de lægestuderende.

- Det er megafedt. Nu har de studeret i tre år, og første gang de får en kittel på vokser de fem centimeter. Vi forstår de er nervøse, men oplever, hvordan de blomstrer op i de trygge rammer, hvor vi altid er i nærheden. Nærhed og tryghed har vi, fordi vi er et mindre sted, hvor vi kender hinanden, fortæller Louise Arenholt efter hun har været ved at forklare, hvordan man klæder sig korrekt på til en operation.

Louise Arenholt får her hjælp til at klæde sig på, sådan som de studerende en gang selv vil få, når de skal operere. Foto: Bente Poder

Målet med den gode personalepleje af de studerende, er åbenlyst rekruttering- at de skal søge arbejde på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, når de er færdiguddannet. Allerede under uddannelsen bliver de ansat som lægevikarer og får på den måde også et godt kendskab og en tilknytning til stedet. 

- Vi vil gerne, at de føler Hjørring er deres sygehus. Derfor hører vi også gerne, hvis de har forslag til at gøre uddannelsen bedre, siger Louise Arenholt.

Hun kan glæde sig over at det første og vigtige skridt i en rekrutteringsplan ser ud til at lykkes. De studerende vil gerne op og arbejde hos hende og kollegerne. Faktisk er der venteliste på det såkaldte familiesemester, som de studerende får på 3. og 4. semester af kandidatuddannelsen. Der er lige nu  20 studerende på familiesemestret, så i alt er der 56 lægestuderende tilknyttet sygehuset i Hjørring. Og  patienterne kommer til at møde de studerende rigtig mange steder.

Nicole Hvarregaard fra Pandrup fortæller, at hun ser frem til at møde patienterne, når hun fra næste uge skal være i ortopædkirurgien. Og så glæder hun sig til at se en operation.  

De er på det første hold, der bliver uddannet i kirurgi på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Foto: Bente Poder

De  studerende skal rotere mellem de forskellige afdelinger, de skal også være i modtagelsen og skadestue, og spørger man dem direkte om, de vil søge en stilling her i Hjørring, er svaret ja.

- Men der er fire år, til vi er uddannede, så det er svært at vide, hvor vi ender, siger Nicole Hvarregaard.

Medicinstudiet på Aalborg Universitet har 178 studerende.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden