Nye studerende: Her er trækplastrene på AAU

Der er flere gengangere blandt de mest søgte uddannelser på Aalborg Universitet - men også helt nye uddannelser kan tiltrække de unge

Prorektor på AAU Anne Maria Kanstrup. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Prorektor på AAU Anne Maria Kanstrup. Foto: Claus Søndberg

NORDJYLLAND:3780 kommende studerende har fået tilbudt en studieplads på Aalborg Universitet i Aalborg, København og Esbjerg. Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

Sammenlignet med sidste år er det et fald på 571 studerende - eller 13,1 procent. 

Årsagen skal formentlig findes i, at sidste år var coronaår, hvor mange unge valgte at begynde på et studie i stedet for for eksempel at tage ud at rejse i sabbatåret.

Prorektor på Aalborg Universitet, Anne Marie Kanstrup, er glad for alle de ansøgere, der har haft AAU på ønskelisten. Hun gør sig samtidig overvejelser om rekrutteringsopgaven fremover, når de små årgange skal i gang med at uddanne sig.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at tage imod de 3780 nye studerende til september. Samtidig er jeg opmærksom på, at vi har en stor opgave foran os med at tiltrække ansøgere til AAU i de kommende år med små årgange. Der er kamp om de unge talenter, men det primære mål er ikke, at Aalborg Universitet skal vokse sig større. Derimod skal vi sikre, at vi fortsat kan tiltrække kvalificerede ansøgere til samfundsrelevante uddannelser, siger prorektor Anne Marie Kanstrup i pressemeddelelsen.

1686 afvist til medicin

Ikke overraskende er der gengangere på listen over studier, som kræver det højeste gennemsnit på AAU. 

Psykologi topper listen  og kræver nu et gennemsnit på 10,1, mens det kræver 10,0 i gennemsnit at komme ind på det populære medicinstudie. 

- Det er rigtig godt endnu engang at blive bekræftet i, at vi har en meget eftertragtet medicinuddannelse, hvor der derfor er rift om studiepladserne. Vi har måttet afvise 1686 kvalificerede ansøgere til medicinstudiet i år. Det er ærgerligt, når Nordjylland har brug for flere læger. Undersøgelser viser, at omkring 80 procent af de medicinstuderende efter endt uddannelse vælger at blive boende i Nordjylland, forklarer Anne Marie Kanstrup.

Nye uddannelser kan også trække 

AAU har i de senere år oprettet nye uddannelser, som ser ud til at være et trækplaster for de unge.

 I København har bacheloruddannelsen i Cyber- og Computerteknologi, der åbnede sidste år, fået en fremgang på 24 procent. Det svarer til, at 31 ansøgere i år får tilbudt en studieplads. På den helt nye bacheloruddannelse i Bæredygtige Byggeprocessor i København har 19 personer fået et tilbud om optagelse. Af dem var de 11 kvinder.

- Vi har i Danmark brug for netop de kompetencer. Det er derfor godt at se, at de to nye uddannelser er kommet så godt fra start, siger prorektoren.

Top 5-uddannelser på AAU 

  • Psykologi - 10,1
  • Medicin - 10,0
  • Kommunikation & Digitale Medier (Kbh.) - 8,4
  • Medicin med industriel specialisering - 8,3
  • Jura - 8,2

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
AaB tager stort skridt tættere på salg
Luk