Skiferien bliver dyrere: Uro i verden og 10-dobling af brændstofpris

Inflation og markant stigende gaspriser har indflydelse på, hvad færgebilletterne koster

Det bliver dyrere at komme på skiferie nord på, fordi rederierne sætter priserne op. <i>Arkivfoto: Britt Kristensen</i>

Det bliver dyrere at komme på skiferie nord på, fordi rederierne sætter priserne op. Arkivfoto: Britt Kristensen

HIRTSHALS:Normalt har Fjord Line deres sejlplan og bookingsystem klar flere måneder, før sneen begynder at falde i de norske fjelde. 

Rederiet skulle således have åbnet for bookingerne i sommer, men Fjord Line er først klar i denne uge.

Forklaringen er blandt andet den himmelflugt, naturgaspriserne har været på. Fjord Lines moderne færger sejler nemlig på den miljøvenlige naturgas LNG. 

Naturgaspris er tidoblet

- Og priserne på den naturgas, vi sejler med, er 10-doblet. Vi bruger også marine gas oil, og her er priserne fordoblet eller tredoblet, forklarer Brian Thorsted Hansen, koncernchef i Fjord Line.

- Uroen i Europa skaber stor usikkerhed hos alle også blandt de forskellige rejseudbydere af grupperejser, som er sent ude med at booke hos os, og derfor har vi afventet udviklingen, før vi offentliggjorde vores sejlplan for 2023, fortsætter han.

Afspejler inflationen

Rederiets koncernchef Brian Thorsted Hansen kan bekræfte, at færgepriserne kommer til at afspejle den stigende inflation, så det bliver dyrere at komme på skiferie.

- Præcist hvor meget dyrere, det bliver på den enkelte rejse, kan vi ikke sige.

- Det afhænger af tidspunktet, efterspørgslen på rejserne, om du har bil med og andre parametre, der indgår i, hvordan vi prissætter den enkelte rejse, forklarer koncernchefen i Fjord Line.

Fjor Line har satset på moderne færger, der sejler på naturgas, som denne Fjord FSTR, der her ses, da den ankom for første gang til Hirtshals 11.april 2021. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Fjor Line har satset på moderne færger, der sejler på naturgas, som denne Fjord FSTR, der her ses, da den ankom for første gang til Hirtshals 11.april 2021. Arkivfoto: Bo Lehm

 Fjord Line kan mærke, at folk booker senere, end de gjorde før corona-pandemien. 

Og Brian Thorsted Hansen siger i den forbindelse, at priserne ikke bliver sat ned, jo nærmere du kommer på din skiferie.

Color Line sejler på olie

Hos Color Line, der også sejler fra Hirtshals, har man kunnet booke billetter til 2023 siden juni 2022, som man plejer. Her har man også oplevet markante brændstofstigninger, men slet ikke som hos Fjord Line.

- Vores færger sejler på olie, og her er priserne for os steget med 50 procent, oplyser administrerende direktør Henrik Renneberg.

Color Line har valgt ikke at lægge et brændstof-tillæg på prisen, men rejserne bliver dyrere af andre grunde.

Henrik Renneberg peger også på den generelle inflation som forklaring på, at det bliver dyrere at komme på skiferie.

- Vi kommer til at fortsætte med at hæve priserne med 10 procent næste år.

Rejselysten er tilbage

Skientusiaster har som sagt kunnet booke hos Color Line siden juni, og lige nu ser bookingtallene bedre ud end på samme tid sidste år. To procent helt præcist. 

Og samtidig booker kunderne sent i forhold til tidligere. Så topchefen hos Color Line ser positivt på 2023.

- Rejselysten er stor, og vi er tilbage på niveau før coronaen. Vi havde også en fin sommer i 2022 og oplevede, at flere danskere blev i Skandinavien i deres ferie, siger administrerende direktør hos Color Line Henrik Renneberg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.