Restauranten

Tilbageblik på 2019: Vendsyssel-restauranter har stadig højt niveau - og enkelte overrasker

Restauranterne i Vendsyssel fra Svinkløv i vest til Læsø i øst får flere gafler end tidligere år, når NORDJYSKEs madanmeldere er på besøg.

Vendsyssel har et hav af gode restauranter. Foto: Martin Damgård
Vendsyssel har et hav af gode restauranter. Foto: Martin Damgård

Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:58

Fremgangen er lille, men den er der. Stille og roligt bliver anmeldelserne bedre og bedre for de restauranter, der ligger i Vendsyssel. Fra 3,75 til 3,84 gafler. Men de små decimaler dækker over, at flere restauranter er gået en gaffel op, mens andre har holdt et stabilt niveau. Det er en overordentlig positiv tendens og vidner om en branche, der bliver ved med at udvikle sig og samtidig holder fast i det, der gør dem i stand til at trække kunder til. Nye som faste.

Årets tal for Vendsyssel

I 2019 besøgte vi 18 spisesteder i Vendsyssel.

Vi uddelte i alt 73 gafler.

3,84 gafler er gennemsnittet pr. besøg.

Én restaurant fik seks gafler.

Fire restauranter fik fem gafler.

Kun ét enkelt spisested lå under middel, som er tre gafler.

2018 var gennemsnittet 3,75 gafler.

For eksempel er det lykkedes Strandhotellet i Blokhus at vise stabilitet og levere ikke bare fire men fem gafler denne gang.

"Vi får retter fra den øverste hylde og har svært ved at få armene ned. Det lykkes dog ved at tænke tilbage på begyndelsen af måltidet og enkelte elementer, der ikke lige sidder i skabet samt prisen på 3500 kroner for to personer, otte retter og syv vine, der bestemt er i den højere ende af skalaen.

Alligevel ender vi på fem flotte gafler, og jeg er hundrede procent sikker på, at Strandhotellets køkken med ansættelsen af Christopher Mølbjerg Kristensen når helt i top næste gang. Restauranten på Strandhotellet er blevet et besøg værd, og den får min varmeste anbefaling."

Også i Frederikshavn leverede en sushi-restaurant til mere end de sædvanlige tre-fire gafler for den type spisesteder.

"Vi har i aftenens løb fået både råt, sprødt, blødt, sødt, stærkt, cremet og syrligt i en vidunderlig symfoni. Min ledsager og jeg er blevet udsat for en fuldstændig eminent opvisning i både smag, visualitet og konsistens. Vi har fået små skønne eksplosioner i munden - og det i en grad, så jeg faktisk har svært ved at erindre, at jeg har oplevet det bedre, hvis man betragter maden isoleret.

Karma Sushi fik de helt store roser af anmelderen. Foto: Bente Poder

Karma Sushi får den varmeste anbefaling - og hvis man endnu ikke er blevet solgt til sushi, så kunne det her spisested været et godt sted at starte."

Hvis man finder sig i et sommerhus på feriecentret ved Skallerup Klit, så er der nu kommet en restaurant ved navn Galleriet, man ikke normalt finder på et resort, der mest markedsfører sig mod børnefamilier.

"Der er stor variation i menuens otte retter, og de enkelte serveringer er fint komponerede. Ydermere er der nogle endog rigtigt spændende valg af drikkevarer til.

Og så trækker det også meget i positiv retning, at tjeneren har været fleksibel og nærværende hele aftenen igennem.

På den baggrund er det en fornøjelse at belønne vores madoplevelse med fire stensikre gafler. Og hvad mangler der så for at indløse fem af slagsen, kan man spørge?

Faktisk ikke så meget. Lidt flere småfejl skal elimineres - og så kunne der måske arbejdes med endnu mere kreativitet i retterne og i anretningen."

Yes, der er gode takter alle steder i det vendsysselske.

Vi holder fortsat godt øje med de nordjyske restauranter, og mon ikke højdespringerne fra 2018 kan forvente et besøg i det nye år? Det tror jeg nok, de kan.

Årets bedste i Vendsyssel 2019

6 gafler

Vendia Gourmet

5 gafler

Karma Sushi

Strandhotellet i Blokhus

Svinkløv Badehotel

Løkkens Vejkro

4 gafler

Galleriet i Skallerup

Bistro V

Kokkenes

Brøndums

Læsø Spisehus

Håkon

3 gafler

Stokbrohus

Strandingskroen

Havs

Ruths Brasserie

Hummerens Hus

Hyttefadet

De2Have

2 gafler

Blokhus Fiskerestaurant

Årets bedste i Vendsyssel 2018

6 gafler:

Strandingskroen, Blokhus

5 gafler:

Essens, Frederikshavn

Glashuset, Lønstrup

Gratværk, Frederikshavn

VesterØL, Læsø

Villa Vest, Lønstrup

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden