Hobro smed sejren væk
Tillod Fredericia at score tre gange i undertal
FREDERICIA: Hobro førte 3-2 med en spiller i overtal, men tabte alligevel 3-5 til Fredericia i onsdagens 1. divisionskamp.
- Det er bare så synd for drengene, at vi taber en kamp, hvor vi dominerer i lange perioder og spiller noget af det bedste, vi har gjort i foråret, sukker Hobro-cheftræner Jonas Dal.
- Fredericia blev ramt af en udvisning lige før pausen, og vi fik straks succes af at rykke Mads Justesen fra forsvaret op i et tremandsangreb, men det ramlede for os, da vi ville forsvare os i slutfasen.
- Samtidig var vi bestemt ikke tilsmilet af heldet. Således headede Kasper Fisker på overliggeren, da han havde en stor chance for at bringe os foran 4-2, beretter Hobro-træneren.
Medvirkende til Hobros nedtur var en sjælden offday for keeper Jesper Rask.
Han blev i den foregående kamp kåret som sit holds bedste, men begik denne gang et par slemme fejl, der kostede scoring.
For Hobro scorede Mads Justesen to og Alioune Kebe.