Hun gik helt KOL

Margrethe Nikolajsen tager imod i det lille hus i Agersted med to hunde dansende om benene. Makeuppen er fejlfri. Margrethe Nikolajsen ligner en kvinde, der går op i sit udseende. Dåbsattesten siger, at hun nærmer sig de 55, men hun ser yngre ud. Margrethe Nikolajsen ligner langt fra en kvinde, der gennem flere år har lidt af sygdommen KOL, som i sidste ende kan at koste hende livet. Men sådan er det. For få år tilbage bandt sygdommen hende til hjemmet i Agersted og tvang hendes selvtillid og selvværd i knæ. Ikke-rygende ryger Margrethe Nikolajsen har røget siden hun var helt ung. - Jeg kan huske den første gang. Det var sammen med en veninde. Vi havde købt en hel pakke cigaretter, og den skulle ryges, før vi kom hjem, husker Margrethe Nikolajsen. Det blev en dårlig oplevelse, men det stoppede hende ikke i at ryge næste gang, hun fik chancen. - Alle røg dengang, forklarer hun. Cigaretterne blev en naturlig del af hverdagen, og hun har stadig lyst til at ryge. Men hun gør det ikke. Hun er, om man vil, røgfri ryger. Frygtede at livet var slut Selv inden sygdommen blev konstateret, var Margrethe Nikolajsen hårdt mærket, når hun kæmpede sig op ad trapper. I starten troede hun, at hun bare havde en ekstremt dårlig kondi, men hun var ofte plaget af luftvejsgener og til sidst gik hun til lægen. Resultatet af undersøgelsen var alarmerende. Lungerne var hårdt belastede. Margrethe Nikolajsen husker tydeligt, hvad hun tænkte, da diagnosen KOL blev stillet. - Jeg er knap 45 år, og var det så bare det liv? Efter tre slemme lufthungeranfald, begyndte hun at sidde mere og mere stille og undgik helst at gå ud. - Jeg følte bare, at livet foregik derude, fortæller Margrethe Nikolajsen og peger ud af vinduet. - Jeg var tilskuer og ikke deltager i mit eget liv. Jeg var helt nede i kulkælderen. Margrethe Nikolajsen tog på, mens hun sad i sin lænestol, af angst for at endnu en gang at opleve en fornemmelse af kvælning og den deraf følgende panik. At lide af KOL betyder, at den raske del af lungerne, kan være så lille, at kroppen ikke får den ilt, den skal have, og man derfor føler, man bliver kvalt. - Det grundlæggende er angsten. Man er så bange for den panik, man instinktivt går i, når man ikke kan få luft. Jeg er ikke så bange for at dø, det er mere kvælningsdøden og kampen, fortæller Margrethe Nikolajsen. Mange kilo er væk De mange kilo, Margrethe Nikolajsen tog på, er helt væk i dag, og hun er blevet mere sporty og veltrænet end nogensinde før i sit liv Det var et tilfælde, der fik kickstartet hende og fremtvang en beslutning om at kæmpe mod sygdommen. - Jeg havde set de opslag, der var fra Dronninglund Rehabilitering. Jeg skulle bare gå 50 meter for at komme med bussen, fortæller Margrethe Nikolajsen, der følte, at den korte gåtur var uoverskuelig. - Men "heldigvis" blev min mand arbejdsløs, og jeg spurgte, om han ikke ville køre mig, så jeg kunne komme på et KOL-hold, fortæller Margrethe Nikolajsen. Hendes mands arbejdsløshed reddede sandsynligvis hendes liv. I dag er Margrethe Nikolajsen langt fra så mærket af hendes sygdom, som hun var før genoptræningen. - Det her er en ny start for mig. Jeg har fået 10 år tilbage - mindst, fortæller Margrethe Nikolajsen. Frygten er dæmpet Frygten for angsten også dæmpet betydeligt. Det er tre år siden sidste anfald. Tal fra undersøgelser hos lægen viser også, at sygdommen holdes i skak eller måske ligefrem er på tilbagetog takket være træningen. - Jeg ved ikke, om det rent videnskabeligt kan lade sig gøre, men i mit tilfælde er jeg gået fra diagnosen svær KOL til moderat KOL. Jeg kan kun anbefale alle andre KOL-borgere at tage mod tilbuddet om genoptræning i rehabiliteringscentret. Og jeg vil gerne hjælpe og vejlede andre der har spørgsmål angående KOL, siger Margrethe Nikolajsen. Nu er vinteren og kulden over os, og det gør livet ekstra surt for KOL-patienterne. Også Margrethe Nikolajsen, der glæder sig endnu mere til foråret end hendes raske medmennesker.