Leder

Hurra for handelslivet

Den danske økonomi befinder sig i et opsving. Også i Nordjylland går det godt. Det må vi ikke tabe på gulvet

Coronaen har ikke ført den massive butiksdød med sig, som mange nok har frygtet. Faktisk går det rigtig godt i Nordjylland. I går kunne man læse i Nordjyske, at udbuddet af lokaler til butikker, spisesteder og takeaway er rekordlavt i de 11 nordjyske kommuner. Således fortsætter den positive udvikling, som har stået på i det nordjyske i noget tid. Det er en glædelig nyhed at slutte året af på og bør give masser af håb for det nye år.

Den danske økonomi har det generelt godt. Det amerikanske tidsskrift The Economist placerer Danmark øverst på en liste over, hvordan økonomierne har klaret sig i 23 rige lande. Tidsskriftets liste baserer sig på udviklingen i bruttonationalproduktet, investeringsniveauet, indkomsterne, den offentlige gæld og aktiemarkederne under pandemien.

Der er altså et opsving i gang, som vi ikke må misse.

Om ganske få dage tiltræder de nye byråd og kommunalbestyrelser efter valget i november. Der venter de nyvalgte politikere en vigtig arbejdsopgave i at udnytte og styrke det opsving, dansk økonomi og nordjysk handelsliv befinder sig i lige nu. Der skal arbejdes tæt sammen med handelslivet og nye potentielle virksomheder.

Det vil komme alle til gode, hvis den positive udvikling fortsætter. Et levende handelsliv gør så meget godt for en by og et område. Det skaber liv, arbejdspladser og skatteindtægter. Og mindst lige så vigtigt kan det være med til at tiltrække tilflyttere, hvis butikkerne summer af liv fremfor at stå tomme hen.

Tilflyttere og øgede skatteindtægter er med til at udvikle kommunerne. Jo flere mønter der er på kistebunden, desto flere penge kan der bruges på at styrke og udvikle folkeskolerne, børnepasningstilbud, ældreplejen osv. Det er så igen med til at tiltrække tilflyttere og nye erhvervsdrivende - snebolden ruller.

Det er dog ikke kun politikerne og de driftige erhvervsdrivende, der har en stor opgave foran sig. Det har alle vi andre også. Det kan godt være, at butikslokalerne er i brug lige nu, og at torvet summer af liv. Men det hele kan forsvinde lige så hurtigt, som det er kommet.

Vi er nemlig selv med til at forme den by eller det område, vi bor i. Ingen forretning kan overleve på blot et godt koncept eller et smukt lokale. Der skal kunder i butikken. Ved at handle og støtte lokalt kan vi være med til at holde liv i forretningerne.

Sagt på en anden måde: hele Nordjylland har ansvaret for, at handelslivet fortsætter med at blomstre ind i det nye år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden