Hvor kommer maden mon fra

Åbent Landbrug kan give svaret på søndag

Tage Kjærgaard glæder sig til at tage mod interesserede på søndag. Han er en af tre i kommunen som har åbnet bedriften denne dag.
14. september 2016 07:06

Hældes mælken fra koens patter direkte ned i mælkekartonen? Hvor på grisen sidder flæskestegen? Og får får får?

Få svarene og stil dine egne spørgsmål, når hele Danmarks spisekammer åbner stalddørene til Åbent Landbrug 18. september fra kl. 10-16.

Landmænd over hele landet tager imod børn og voksne, der gerne vil vide mere om, hvor maden kommer fra.

I Aalborg kan man få syn for sagn, hvis man lægger vejen forbi Bente og Tage Kjærgaard, Øster Vase 14 i Storvorde eller lægger ruten mod Barmer, hvor Ann og Steen Christensen åbner dørene på Munkhauge 4, Barmer eller tage nordenfjords til Inge og Peter Sudergaard på Kyvsgårdvej 31 ved Vodskov.

De tre er blandt de 50 danske landmænd, der byder interesserede helt ind i stalden og med ud på marken.

Åbent Landbrug er en enestående lejlighed for både børn og voksne til at blive klogere på, hvor og hvordan dyrene på landet lever, hvordan afgrøderne på markerne kommer ind i laden sidst på sommeren, og hvordan maden ser ud, inden den havner på spisebordet.

- Vi er stolte af vores gårde, den moderne produktion og de fødevarer af høj kvalitet, der kommer derfra. Derfor viser vi gerne vores landbrug frem for de danskere, der vil have en god oplevelse eller blive klogere på, hvor deres mad kommer fra. Ved at åbne stalddørene håber vi på at skabe dialog mellem land og by, så vi kan komme tættere på de danskere, der hver dag køber de fødevarer, som vi producerer, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Besøget ved Åbent Landbrug er et blik ind i en moderne fødevareproduktion, hvor teknologi og robotter er en del af landmandens hverdag til gavn for både dyrevelfærden og fødevaresikkerheden.

Tage Kjærgaard i Storvorde er som nvænt en af de tre åbne gårde.

- Jeg er femte generation på Jakobsminde og startede I/S i samarbejde med min far i 1995.

- ra 2007 har vi drevet gården selv. Min kone Bente er salgsassistent i Føtex, så det er medarbejderne og mig, der passer dyr og marker.

- En medarbejder er på fuld tid, og to er på deltid.

- De 140 malkekøer giver tilsammen 4.000 liter mælk om dagen, som leveres til Arlas mejeri Akafa Svenstrup fortæller Tage Kjærgaard.

- På markerne dyrkes afgrøder til foder, og vi laver en del af markarbejdet selv da vi har maskin-fællesskab med en nabo og vi glæder os til at vise Jakobsminde frem for alle gæster i anledning af Åbent Landbrug, understreger Tage Kjærgaard.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...