Hykleri

Det er dumt at kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

1. maj 2012 06:00

Den gamle sandhed gælder også for Pia Kjærsgaard, der i et absurd forsøg på at angribe fagbevægelsen i virkeligheden afslører sig selv som den største hykler. I stort opsatte annoncer anklager Pia Kjærsgaard fagbevægelsen for ikke at tage kampen op mod uretfærdig konkurrence fra østeuropæisk arbejdskraft. Intet kunne være mere forkert. Fagbevægelsen har konsekvent og på alle niveauer kæmpet for netop fair konkurrence. Vi er på barrikaderne hver eneste gang, vi afslører underbetalte østeuropæere på byggepladserne. Men det har aldrig - aldrig - været med opbakning fra Dansk Folkeparti. Snarere tværtimod. Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard har sammen med VK gang på gang gjort det sværere for os. De har været med til at lempe reglerne, så det er blevet lettere for danske virksomheder at importere underbetalt arbejdskraft. De har samtidig skåret kraftigt på hele kontrollen. Både i Skat som har mistet mange hundrede medarbejdere, og ikke mindst i Arbejdstilsynet, som ellers netop tager ud og kontrollerer, at arbejdsforholdene er i orden. Derfor er det et absurd og hyklerisk angreb, Pia Kjærsgaard nu retter mod fagbevægelsen. Hun har om nogen vist, at hun ikke er på den almindelige danske lønmodtagers hold. De ti år, hvor hun svingede taktstokken over VK-regeringen, var de ti år, hvor den danske model kom under størst pres, og hun gjorde alt, hvad hun kunne for at svække fagforeningernes muligheder for at sikre fair arbejdsforhold for alle.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...