Erhverv

Ilva rykker til Aalborg

Møbelkæden åbner til efteråret lige over for konkurrenten Ikea i City Syd

Ilva kommer til at ligge i denne bygning, hvor Idé-møbler i dag har til huse.Foto: Henrik Bo
Ilva kommer til at ligge i denne bygning, hvor Idé-møbler i dag har til huse.Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 18:57

AALBORG: Til efteråret rykker møbelkæden Ilva ind i Nordjylland, og akkurat som i Aarhus kommer butikken til at ligge lige over for Ikea, idet den får hjemme på Stenbukken i City Syd ved Aalborg i bygningen, hvor Idé-møbler har til huse i dag.

Det oplyser Michael Christiansen, administrerende direktør i ID Design, der ejer både Ilva og Idé-møbler, og som igen er ejet af Jysk-koncernen.

Det indebærer naturligvis, at Idé-møbler skal flytte fra sin hidtidige adresse.

Butikken får i stedet nyt hjemsted i bygningen, hvor Elgiganten i City Syd havde til huse indtil for fire år siden.

Denne bygning har stået tom lige siden, og det bærer den stærkt præg af, men Michael Christiansen lover, at bygningen får en grundig overhaling:

- Den bliver virkelig flot og skal ikke bare moderniseres, men også udvides, inden vi er klar til at åbne.

Han forklarer, at baggrunden for hele manøvren er at få Ilva til Nordjylland og at placere butikken i samme nabolag som Idé-møbler:

- Vi gjorde noget tilsvarende i Odense for et par år siden, og det viste sig at være en rigtig god idé.

I øjeblikket er man i gang med at indhente de nødvendige tilladelser til ombygning og så videre, og planen er at være klar med begge de nye butikker inden efterårsferien.

Michael Christiansen tilføjer, at man får behov for 25-30 nye medarbejdere til at bemande Ilva-butikken, og at Idé-møblers butik på Håndværkervej i Aalborg i øvrigt fortsætter som hidtil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden