Frederikshavn

Inges 30 år med Marguerite

Inge Thomsen har fra barnsben været blomstertosset

Inge Thomsen begyndte i en tidlig alder at sælge buketter til turisterne på rastepladsen ved barndomshjemmet i Vangen. Nu fejrer hun 30 års jubilæum med Marguerite på Danmarksgade. Foto: Peter Broen

Inge Thomsen begyndte i en tidlig alder at sælge buketter til turisterne på rastepladsen ved barndomshjemmet i Vangen. Nu fejrer hun 30 års jubilæum med Marguerite på Danmarksgade. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Det har altid været blomsterne. Fra hun var helt lille gik hun ved barndomshjemmet i Vangen og plukkede buketter fra de vildtvoksende skrænter. Det var dog ikke alle blomsterne, der blev bundet i kranse og båret på hovedet af Inge Thomsen og veninderne. Andre blev en del af den lille piges tidlige drøm om selvstændighed og viser, hvorfor hun nu kan fejre 30 år med blomsterbutikken Marguerite i Danmarksgade.

- Vi boede jo i Vangen lige overfor rastepladsen. Der var der om sommeren ofte mange turister, der parkerede med deres campingvogne. Der gik jeg så over og solgte mine små buketter. Det var jo ikke meget jeg fik ud af det, for de kostede en krone stykket, tror jeg.

Men i Ingers barndomshjem var det sådan. Hvis en fra den fire børn store søskendeflok ville have noget, så måtte de arbejde for det.

- Ja vi skulle tjene vores egne penge. Min far var arbejdsmand og min mor var hjemmegående og med fire børn, var der ikke meget at rutte med.

Ikke overraskende blev det også Ingers vej ind i blomsterbranchen.

- Jeg sad hjemme i garagen og lavede mospuder. Sådan nogen som man sætter på kirkegården. Jeg spurgte så på et tidspunkt Kamma og Egon Jensen fra Grønttorvet, der dengang lå i Søndergade, om de ville købe nogle af mig. Og det ville de.

Ikke lang tid efter fik Inge job ved parret og efter nogle år, var hun parat til at starte sit eget.

- Jeg fandt så den her butik i Danmarksgade 18. Det var en lille butik på 15 kvadratmeter, men jeg ville nu heller ikke have det større.

For når lokalet var lille betød det så også, at der ikke skulle så meget til for at fylde det.

- Ja det var heldigt, for jeg havde 5000 kroner i feriepenge og så skulle jeg låne nogle penge.

Den første bank Inge kontaktede, ville ikke låne hende pengene. De troede simpelthen ikke på projektet.

Hun gav dog ikke op, og et møde med Bikubens daværende direktør, Helge Conradsen, udmøntede sig endeligt til de 50.000 kroner, så Inge få opfyldt den selvstændige blomsterdrøm.

- Jeg kan stadigt huske det møde. Det kæmpe store kontor med de store brune mahognimøbler. Det overvældede mig meget, fortæller Inge og smiler.

Den intense glæde

Blomster er en gave, der som intet andet favner alle facetter i livet. De bliver givet til bryllupper, begravelser, fødselsdage, ved sengegærdet og sygelejet.

- Det er den her og nu glæde, der gør det. Og så tror jeg også, det er noget med, at det forgår. Man nyder den mere intensivt på den måde, fordi man ved, at det har en ende.

Den nærhed med naturen en blomsterhandler lever med, er noget af det, der har holdt Inges blosterfascination ved lige i alle årene. Selvom Inge, der oprettede grossistvirksomheden 2have A/S i 2012, har overladt meget af den daglige drift af butikken til personalet, så tager hun stadig en gang om ugen til blomsterauktion hos Gaza.

- Jeg syns, det er så skægt. Jeg elsker det virkeligt. Når man arbejder med blomster, så arbejder man jo i den rytme som naturen byder på. Det kan jeg virkeligt godt lide.

Så det har altid været blomsterne. Kun blomsterne. Det har aldrig været for pengene eller det selvstændige liv i sig selv.

- Det var aldrig noget, jeg regnede med at blive rig af. Men vi har haft den her passion for blomster hos os igennem mange år. Vi var sådan nogle rigtige blomstertosser, siger Inge og smiler.

Butikken i Frederikshavn har vundet flere danmarksmesterskaber i blomsterbinding og deltaget i stævner i både ind- og udland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst