Jönsson skifter til AaB

Den svenske angriber er tilbage hos de danske mestre

Rasmus Jönsson er tilbage i AaB-trøjen. Han har skrevet under på en toårig aftale. Arkivfoto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Rasmus Jönsson er tilbage i AaB-trøjen. Han har skrevet under på en toårig aftale. Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

AALBORG:Svenske Rasmus Jönsson var et stort hit hos AaB i den seneste sæson, når han altså ikke lige var ukampdygtig på grund af en lyskeskade. Svenskeren var tilknyttet på en lejeaftale fra tyske Wolfsburg, og den aftale er nu blevet erstattet af en mere permanent en af slagsen. Rasmus Jönsson tiltræder i AaB på en toårig kontrakt.

- Rasmus er en klassespiller og i den seneste sæson så vi hans store værdi for holdet, hvor hans blik for spillet gav adskillige mål, assists og chanceskabende afleveringer. Rasmus har nu gennemgået en operation i lysken, og der vil derfor gå et stykke tid inden vi ser ham i aktion. Alligevel er vi sikre på, at vi endnu ikke har set det bedste fra ham, og vi glæder os til igen at se ham trække den rød-hvide trøje over hovedet, siger sportschef Allan Gaarde i en pressemeddelelse.

Rasmus Jönsson har aldrig lagt skjul på, at han var meget glad for at være i Aalborg og gerne ville lave aftalen permanent.

- Alt omkring holdet og trænerteamet er perfekt, så det betyder meget for mig i forhold til at jeg ønskede at komme tilbage til AaB, udtaler Rasmus Jönsson.

- Jeg føler mig meget værdsat og trives virkelig i Aalborg, så jeg glæder mig til at komme tilbage og er meget opsat på at vise fansene hvor god jeg er, når jeg er på 100 procent, lyder det videre fra Jönsson.

Rasmus Jönsson, der foreløbig har spillet 20 kampe og scoret seks mål for AaB, vil fremover bære trøje nummer 10.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.