17-årig pige fundet død i svømmehal

Pigen fik livreddende behandling og blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital, men hendes liv stod ikke til at redde

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

Opdateret klokken 10.04 med informationer om, hvilken skole pigen gik på.

FJERRITSLEV:En 17-årig pige fra et 10.-klassescenter på Egeskolen i Furesø Kommune på Sjælland er tirsdag morgen erklæret død efter en hændelse i svømmehallen ved Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev. Det bekræfter Nordjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.37 mandag aften, da pigen blev fundet på bunden af et bassin i svømmehallen.

- Pigen er i svømmehallen mandag aften med 40-50 andre elever og syv lærere, der holder øje. Men pludselig råber en elev, at der ligger en på bunden. Derefter får eleverne pigen op til kanten og giver hende livreddende behandling - også med hjertestarter, fortæller vagtchef Jess Falberg.

Efter den livreddende behandling fik pigen igen puls og blev derefter fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital. Men hendes liv stod ikke til at redde, og derfor blev hun erklæret død klokken 04.59 tirsdag morgen.

Krisehjælp

Vagtchefen fortæller, at pigen var på tur med et 10.-klassescenter fra Sjælland, og at pigens forældre nu er på vej til Nordjylland.

De omkring 50 elever fra centeret samt syv lærere bliver tilbudt psykologisk krisehjælp.

Der skal nu afholdes ligsyn, så dødsårsagen kan undersøges.

Politiet har ikke fundet noget mistænkeligt ved dødsfaldet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.