18-årig dømt for grov vold: Mand mistede øjet efter spark med sikkerhedssko

Seks unge tiltalt efter voldsom episode - én blev frifundet

KAAS:Fredag faldt der dom i en retssag, der omhandlede en voldsom episode i Kaas i Jammerbugt Kommune sidste år. Den hårdeste straf blev givet til en blot 18 år gammel mand, der fik to år og tre måneders fængsel.

Ved episoden tilbage i november blev en mand i 40'erne overfaldet af en gruppe unge mænd, og det endte med, at han mistede det ene øje samt fik brud på det ene kindben, overkæben og næsen.

I alt seks unge mænd var tiltalt i sagen. En blev dog frifundet, da retten ikke mente, at han havde deltaget i volden.

To af de dømte fik 30 dages fængsel, da de blev fundet skyldige i at have skubbet og slået manden. Herefter gik de dog fra stedet.

Men tre af de nu dømte fortsatte volden, og de var derfor tiltalt efter straffelovens paragraf om særlig grov vold. Den ene har nu fået fire måneders fængsel for at have slået med knytnæve, hvorefter han gik væk fra stedet.

De to øvrige sparkede også ofret. Den ene af disse to gerningsmænd gik fra stedet efter at have sparket et par gange. Det udløste fem måneders fængsel.

Den sidste blev dog ved med at sparke, og han havde sikkerhedssko på.

- Han fik to år og tre måneders fængsel, fordi retten siger, at det er ham, der med sine sikkerhedssko og fortsatte spark ødelægger øjet på forurettede. De andre lavede mere almindelig vold, fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Torben Kaufmann.

Hele episoden fandt sted natten til lørdag 16. november. Ifølge anklageren var de unge mænd her ved at pumpe benzin fra en knallert og over i en bil, der var kørt tør. Her blev de kontaktet af manden, der boede i området.

- Forurettede har forklaret, at han før har været irriteret over knallertstøj. Han er en stor fyr og var lidt grov over for de unge. Han har selv sagt, at han var "upædagogisk" i sin tilgang til dem. Og det var heller ikke sikkert, at det var dem, der havde larmet, for de kom fra bowling. Men han spurgte blandt andet, om de "skulle danse", og han skubbede og slog hatten af en fra gruppen. Det var så dét, der fik dem til at reagere og angribe ham. Men det gik altså helt over gevind, og det er også derfor, at det endte med to år og tre måneder til den 18-årige, siger Torben Kaufmann.

Den 18-årige har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse, og det skal han fortsat. Nogle af de andre dømte har også siddet fængslet men er blevet løsladt, efterhånden som der under efterforskningen tegnede sig et billede af, hvad der var foregået den nat i november.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.