Det startede som en følelse og blev løsningen på et af Fjerritslevs store problemer

Udsigterne var dystre og fremtiden usikker. Fredag fik de alligevel bevis på, at de var lykkedes

Tilbage i februar kunne nysgerrige elever og deres forældre komme og se de 16 nybyggede collegeboliger. Arkivfoto: Henrik Louis

Tilbage i februar kunne nysgerrige elever og deres forældre komme og se de 16 nybyggede collegeboliger. Arkivfoto: Henrik Louis

FJERRITSLEV: Fredag er det præcis en uge siden, at Lene fik mailen. Et digitalt bevis og foreløbigt et af højdepunkterne på en lang rejse med det projekt, hun selv var med til at søsætte i 2016, og som nu bliver bredt anerkendt som en succes.

I mailen stod der, at Fjerritslev Gymnasium er indstillet til Indenrigs- og boligministeriets Landdistriktspris 2021.

Prisen gives til projekter, som har udmærket sig ved at styrke sit lokalsamfund, øget velfærden og som virker som inspiration for andre.

Og det er lige præcis, hvad de er lykkedes med på Fjerritslev Gymnasium.

Startede med en følelse

For ti år siden så fremtiden dyster ud. Antallet af unge mennesker i kommunen så ifølge fremskrivningerne ud til at falde, og det ville naturligvis få store konsekvenser for byens gymnasium.

- Vi tænkte dengang, at vi havde to muligheder. Vi kunne sætte os ned og vente på det uundgåelige, eller vi kunne afsøge alle muligheder i et forsøg på at ændre det, siger uddannelsesleder Lene Mogensen Christensen til Nordjyske.

De valgte det sidste og begyndte at se sig om efter inspiration.

På Bjerget Efterskole talte de med eleverne om at gå på gymnasiet, og på vej hjem kunne Lene mærke, at lige præcis den efterskole havde en stemning, som de gerne ville bringe med ind på gymnasiet - og omtrent på det tidspunkt opstod idéen om at lave efterskolernes gymnasium.

Fjerritslev Gymnasium modtager elever fra egne af landet, som de ellers ikke ville få. Det skyldes blandt andet de populære college-huse, fortæller rektor på skolen, Mikkjal Niels Helmsdal. På billedet ses det nuværende fælleshus, som er tilknyttet de 40 college-boliger tæt ved. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Fjerritslev Gymnasium modtager elever fra egne af landet, som de ellers ikke ville få. Det skyldes blandt andet de populære college-huse, fortæller rektor på skolen, Mikkjal Niels Helmsdal. På billedet ses det nuværende fælleshus, som er tilknyttet de 40 college-boliger tæt ved. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Den første elev

Det ene tog det andet og i 2016 flyttede den første elev ind på det, der skulle blive til Fjerritslev College.

Et uddannelsessted, hvor man kan få en gymnasial uddannelse, samtidig med at man som på en efterskole bor på skolen.

Og det blev hurtigt en stor succes.

- Vi troede, vi havde fat i noget, og så var vi heldige, at der var mange i lokalområdet, som også var med på idéen, for pludselig gik det stærkt, siger Lene Mogensen Christensen.

Har vendt udviklingen

I dag går der omkring 70 elever på Fjerritslev College, og de udgør en stor del af gymnasiets 380 elever.

Interessen for at gå på college har været så stor, at den har opvejet for det forventede elevfald blandt de almindelige gymnasieelever.

- Der er en nedgang i elevtallet, som svarer til den demografiske udvikling, men vi skal nok være her om femten år også, siger rektor Mikkjal Niels Helmsdal og fortsætter.

- For vi har et interessant udbud af uddannelser og studieretninger, som vi kan fastholde, fordi vi får en ekstra volume fra de elever, som går på college, og det betyder rigtig meget.

Mikkjal Helmsdal, rektor på Fjerritslev Gymnasium, har ansat en collegepædagog på fuld tid, for at sikre at de unge også har masser aktiviteter at tage sig til, når undervisningen er slut. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Mikkjal Helmsdal, rektor på Fjerritslev Gymnasium, har ansat en collegepædagog på fuld tid, for at sikre at de unge også har masser aktiviteter at tage sig til, når undervisningen er slut. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Startede på kroen

Hverken Mikkjal eller Lene ved, hvem der har nomineret gymnasiet for deres arbejde. Men de ved tilgengæld godt, hvad det er, de er lykkedes med, og hvad der har gjort, at de er nået så langt med deres projekt, at andre gymnasier uden for de store byer, er begyndt at kopiere det, de gør i Fjerritslev.

- Vi har haft en god idé, men vi har også været heldige eller gode til at time vores beslutninger, for vi har været afhængige af, at vores samarbejdspartnere også var med på idéen, siger Lene Mogensen Christensen.

Hun fortæller, at de første elever flyttede ind hos Idrætscenter Jammerbugt og siden på Fjerritslev Kro, da de stod klar til at ombytte kroen, så 24 elever kunne flytte ind der, og at DOMEA i Aabybro, var med på at bygge nye collegebygninger, da interessen for at studere i Fjerritslev voksede.

Landdistriksprisen bliver uddelt 11. oktober og selv om man godt kan glæde sig over at være nomineret, har de ikke proppet champagnen i Fjerritslev endnu.

- Det, at man også udenfor skolens kreds anerkender det stykke arbejde, vi laver, det er da dejligt. Det er rart, at nogen sætter pris på det, men vi venter med at fejre det, til vi vinder, siger Lene Mogensen Christensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.