Efter voldsom brand i Brovst: 58-årig anholdt
Lokal mand mistænkes for at have startet branden, der raserede værested tirsdag morgen
BROVST: En mand er tirsdag blevet anholdt og sigtet for at have startet den brand, som tidligere på dagen raserede Værestedet Syrenen på Tjørnevænget i Brovst.
- Vi har anholdt en 58-årig mand fra Brovst, og han er sigtet for forsætlig brandstiftelse, fortæller anklager Thomas Klingenberg, Nordjyllands Politi.
Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør onsdag formiddag ved Retten i Hjørring.
Thomas Klingenberg kunne tirsdag eftermiddag ikke komme nærmere ind på, hvordan politiet kom på sporet af den 58-årige. Her sad han i detentionen på politigården i Aalborg og skulle senere afhøres.
Anklageren kunne heller ikke komme nærmere ind på, hvilken forbindelse manden måtte have til værestedet - altså ud over, at han selv bor i byen. Til gengæld kunne Thomas Klingenberg fortælle, at den 58-årige ikke er kendt for lignende kriminalitet.
Branden blev anmeldt af en nabo, og der var ingen personer til stede i Syrenen. Der blev slået alarm klokken 05.03.