Coronavirus

Blokade og sympatiaktion mod aflivning af mink

Lokale i aktion i sympati med minkavlerne - 3F blokerede firma

Blokade på Gjøl onsdag morgen. Foto: Claus Søndberg

Blokade på Gjøl onsdag morgen. Foto: Claus Søndberg

GJØL:Lokale borgere på Gjøl i Jammerbugt Kommune viste onsdag morgen deres utilfredshed med aflivning af mink hos lokale avlere.

Mellem 20 og 30 personer var mødt op ved et af byskiltene, rapporterer NORDJYSKEs udsendte på stedet, Morten Hermann. De havde medbragt bannere med tekster som "Stop vanviddet" og "Mogens J. har ingen kvaler - skatteyderne betaler".

Et banner proklamerede, at Mogens J. - altså fødevareminister Mogens Jensen - måtte gå 80 procent ned i løn. Det er en slet skjult hentydning til den kompensation, minkavlere med coronasmittede dyr får.

Da Fødevarestyrelsen ankom til byen, trådte nogle borgere ud på vejen og blokerede med bomme for styrelsens køretøjer. Nordjyllands Politi var dog også til stede og fik en kort snak med initiativtageren til onsdagens protest, hvorefter borgerne trådte til side og lod Fødevarestyrelsen passere. Det var kun en ganske kort blokade, fortæller NORDJYSKEs udsendte.

Fagforeningen 3F indledte også en blokade onsdag morgen ved den minkfarm, hvor der er planlagt aflivning af dyr onsdag. Blokaden var rettet mod det firma, der står for aflivningen og ikke har overenskomst.

- I kommer ikke ind. Det kommer ikke til at ske. Dette er en lovligt varslet konflikt, lød det blandt andet fra 3F. Dog blev minkaflivningsholdet lukket ind ved 8.30-tiden.

- Vi havde aftalt, at det var en fredelig demonstration. Vi ville vise vores utilfredshed, og det fik vi gjort, siger Per Kjeldsen, der er formand for 3F Midtvendsyssel.

Derefter kørte Fødevarestyrelsens medarbejdere ind på Poul Frederiksens minkfarm til lyden af buh-råb, ligesom der blev råbt "skruebrækkere" og "fy for satan".

Det er ikke kun fagforeningen og minkavlerne, der er utilfredse. Henriette Mogensen var onsdag morgen også på plads ved byskiltet for at bakke op.

- Alle er jo enige om, at de syge mink skal slås ned. Men vi er uenige med kompensationen, og uenige i, at også besætninger, der har udviklet antistoffer, skal aflives, siger hun.

Hun er bange for, at den mangelfulde kompensation kan tage livet af branchen.

- Det er folks levebrød og livsværk, der bliver taget væk. Det er ikke bare minkavlerne, der bliver ramt. Det er hele vejen rundt i byen, der bliver påvirket.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.