Jernbanegade bliver som ny igen
Nye lejligheder og erhvervslejemål på det centrale handelsstrøg i Brovst

Galleri - Tryk og se alle billederne.
En gammel slagterbygning og en række triste huse har måtte lade livet på Jernbanegade - alt sammen noget, der pynter på bymidten i Brovst by. Om kort tid begynder byggeriet af 12 lejeboliger og to erhvervslejemål.
Foruden de 14 lejemål bliver der etableret et grønt areal på arealet, så det kommer til at blive en indbydende og hyggelig plet i byen.
- På det grønne areal kommer der også nogle offentlige toiletter, men det står kommunen for, siger Torben Fisker, direktør for Boligselskabet Nordjylland, der glæder sig til, at byggearbejdet begynder.
Boligselskabet har andre afdelinger i Brovst, men den næste bliver på Jernbanegade.
- Bygningen kommer til at være på hjørneejendommen med to butikker i stueplan og lejligheder på første og anden sal. Ud mod Faldborggade kommer der to lejemål i stueplan, siger Torben Fisker og fortsætter:
- Vi har indgået aftale med CK Ejendomme Brovst Aps om projektet. Vi har delegeret bygherrerollen til dette selskab, hvilket betyder, at der er dem, som skal løfte vores udbudspligt og opfylde de krav som i øvrigt påhviler os som almen bygherre. Vi er således ikke direkte bygherre på projektet, men vil naturlig vis følge byggeriet tæt både under projektering og opførelsen, siger han.
Byggeriet sendes i licitation i løbet af de kommende uger.
De to erhvervslejemål ejes af CK Ejendomme Brovst Aps.
- Vi må ikke have erhvervslejemål, så vi har blot lejlighederne, siger Torben Fisker.
Det bliver 12 tre-værelseslejligheder.
- Det er et projekt, der løfter byen. I øjeblikket har vi alt udlejet i byen, så der er folk til de nye boliger, siger direktøren, der er opmærksom på ikke lave boligerne for store.
- Huslejen skal holdes på et rimeligt niveau, siger han.
Planen er, at byggeriet begynder i løbet af sommeren, og at det står færdigt i løbet af sommeren 2023.
Efter forårets udbudsrunde skal projektet forbi kommunalbestyrelsen for at få godkendt det opdaterede budget med det valgte tilbud. Også det man kalder for skema b.
- Materialerne er blevet noget dyrere, så vi skal virkelig tænke os om og holde os indenfor rammerne, siger direktøren.
Boligselskabet har lejemål i 75 nordjyske byer.
- Vores mål er at understøtte bosætningen i de mindre byer, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.