Merete blev smidt ud: - Jeg åbnede munden, og så mærkede jeg hurtigt konsekvensen
Efter først at have samarbejdet med V og DF, står Merete Fuglsang fra Lokallisten nu alene - men efter valget håber hun, at det ser anderledes ud
Opdateret 15. november 2021 kl. 14:14
JAMMERBUGT: I garagen foran parcelhuset holder den ene cykel efter den anden parkeret.
Her driver Lokallistens spidskandidat til kommunalbestyrelsesvalget i Jammerbugt Kommune Merete Fuglsang den cykeludlejning, der blandt de lokale har givet hende kælenavnet cykel-Merete.
Som selvstændig erhvervsdrivende gennem 18 år er hun vant til at arbejde på egen hånd. Efter sidste valg, hvor hun blev valgt som den eneste for sin liste, satte hun sig alligevel på hjul af to mere garvede partier.
- Jeg var totalt grøn, da jeg startede. Der var jeg med i et V-DF-samarbejde og det var fint. Jeg skulle lige finde ud af, hvor jeg var landet, fortæller hun.
I starten gik samarbejdet godt, men det stoppede, da Meretes egne synspunkter begyndte at fylde mere.
- Jeg åbnede munden i Hune-sagen og så mærkede jeg hurtigt konsekvensen: Jeg fik en mail, hvor der stod, at de smed mig ud. Sådan. På mail.
- Det gav mig friheden til at stå fast på mine egne meninger, men det var også vildt hårdt at blive smidt ud og ikke føle sig som en del af gruppen. Det er det jo lige meget om man er barn eller voksen, siger hun.
- Hvorfor er du ikke bare medlem af et parti i stedet for så?
- Jeg vil have lov at sige, hvad jeg selv mener. Det kan man i nogle partier, men der er nok noget topstyring andre steder, siger hun uden at ville røbe hvilket parti, hun kunne have været lun på.
At der efter hendes overbevisning ikke er plads til megen modstand blandt de siddende politikere, er en af grundene til, hun trods ensomheden er glad for at være fri for partibånd.
- Kommunalbestyrelsen er en roseklub. Man skal helst rejse sig i salen for at rose, men jeg vil altså også have lov at sige noget, når jeg er imod.
Imod er hun ofte - måske lidt for ofte, hvis man spørger hendes politiske modstandere - men det får ikke Merete til at tie.
- Jeg er altså ikke bare ude på at finde hår i suppen, men når det er der, skal vi også rette fejlen. Det kræver mandsmod at sige, vi har lavet en fejl. Men ingen er fejlfri, hvorfor ikke stå ved det og så rette op? Så kunne vi jo ligefrem også lære af vores fejl, mener hun.
Selvom hun ikke er bange for at stå ved sin egen mening, håber hun dog på mere samarbejde efter valget - og gerne med flere kandidater fra de små partier.
- Det er svært at sidde alene – især når én spiller har så massivt et flertal. Jeg håber, at magtbalancen flytter sig ved det her valg. Vi får ikke en ordentlig politisk diskussion, når vi alle sammen ved, at der er én, der sidder med trumfen.
- Vi gør det af pligt – ikke af lyst
En af de mærkesager Merete de sidste fire år har kæmpet ihærdigt for er borgerinddragelse - og kigger man isoleret på valgkampen, ser det ud til at være lykkes.
- Det er jo min kæphest. Jeg havde aldrig turde drømme om, at det ville komme til at fylde så meget i valgkampen, smiler hun tilfreds.
- Om jeg bliver genvalgt eller ej, så kan jeg sige til mig selv: Ved du hvad, Merete, du har fandme fået borgerinddragelse på programmet.
Hun understreger, at Jammerbugt Kommune naturligvis inddrager borgerne, når de skal.
- Men vi gør det af pligt – ikke af lyst. Jeg har følt, at det er blevet sagt i sådan et lidt hånligt tonefald: ”Nåe ja, nu skal vi jo huske det der borgerinddragelse,” Imiterer hun med en irriteret mine.
Selv har hun bl.a. været engageret i Gateway Blokhus, der er porten til flere vandre- og cykelruter. Og det er netop et projekt hun nævner som det gode eksempel på borgerinddragelse.
- Det var mega fedt at være med til. Naturstyrelsen kom jo og spurgte os alle sammen – foreninger, frivillige, erhversdrivende – om vi ville være med til det projekt. De skulle ikke kun bruge os som arbejdsheste, men ville også have vores ideer og meninger, husker hun.
Uanset emnet forsøger Merete som Lokallistens eneste i kommunalbestyrelsen som oftest at tænke på borgernes holdning først og fremmest. Det gælder også naturnationalpark og megasommerhuse.
- Når de lokale er så meget imod, må der jo være en grund til at de reagerer, og så skal vi ikke bestemme, at de skal være der, siger hun.
Samtidig mener hun ikke, at der altid er fuld åbenhed, når beslutningerne bliver taget - fx sagen om salget af den grund, Hune Boldklub i dag har fodboldbaner på.
Merete lægger ikke skjul på, at hun gerne vil have en ny borgmester.
- For min skyld kan han – eller hun – være rød, blå eller grøn. Det kommer an på, hvad der giver mening. Vi skal have demokratiet tilbage.
De fleste politikere er traditionen tro valgtilforordnede tirsdag - men ikke Merete.
- Jeg plejer at sidde her i forsamlingshuset på valgdagen, men i år kunne jeg af en eller anden grund ikke få den plads. Men andre bestemmer mere end mig, siger den indfødte Hune-borger.
Men der som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
- Jeg tror, jeg skal ud og spise en lækker frokost med Lars, og så er jeg modsat de andre frisk til valgaftenen, griner hun.
Merete Fuglsang Hansen
Alder: 50 år
Bopæl: Bor i Hune med sin mand Lars
Civilstand: Gift, to børn
Arbejde: Selvstændig cykeludlejer
Uddannelse: Butiksuddannet
Opstiller for: Lokallisten Jammerbugt
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.