Ordentlig lægedækning, tak!

Merethe Mørch, Hasse Vernerfelt og Ulla Flintholm har genoplivet arbejdsgruppen Læger til Fjerritslev. Den eksisterende lægedækning er ikke god nok. Privatfoto

Merethe Mørch, Hasse Vernerfelt og Ulla Flintholm har genoplivet arbejdsgruppen Læger til Fjerritslev. Den eksisterende lægedækning er ikke god nok. Privatfoto

Den tidligere arbejdsgruppe “Læger til Fjerritslev” genoplives.

Hasse Vernerfelt og og Merethe Mørch fra den nyetablerede Fjerritslev Borgerforening og Ulla Flintholm, lokal valgt til kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune står bag initiativet.

- Der er flere årsager til, at vi nu forsøger at genoplive gruppen. Den ene og nok den vigtigste grund er, at der fortsat mangler Læger i Fjerritslev, skriver gruppen i en pressemeddelelse.

- Vi hører rigtigt meget om, at der ikke er læger nok til at imødekomme efterspørgslen på at få en tid ved en læge, og vi hører rigtigt meget om, at de få læger, der er, er skiftende læger, der ikke kender patienterne, vi ønsker at arbejde for at tiltrække nye faste læger.

Det vil gruppen gøre ved at stille sig til rådighed for at skabe lokale kontakter i forhold til at fremvise området og områdets mange tilbud, hvis der igen kan afholdes et “åbent hus” for nye læger.

- Vi vil også gerne invitere flere ind i gruppen, og i den forbindelse vil vi starte med at kontakte dem, der var med i den tidligere gruppe, skriver Ulla Flintholm på vegne af gruppen.

Gruppen har også et ønske om at gå i dialog med både Jammerbugt Kommune, Region Nordjylland og Alles Lægehus.

- Det er vores opfattelse, at det er ekstra svært at drive lægepraksis, når den læge, der ejer ydernumrene ikke selv er i klinikken, og i dialogen med Regionen ønsker vi netop også at gøre opmærksom på det problematiske i at have Stråmandsklinikker, siger Ulla Flintholm, som sammen med resten af gruppen ønsker at være konstruktive - også i dialogen med Alles Lægehus.

- Vi er ikke ude på at være dem, der samler klager ind til Regionen, men vi vil rigtig gerne fortælle Alles Lægehus om de udfordringer, vi hører fra borgerne i Fjerritslev. Ud over det problem, at man ikke kan blive tilknyttet en fast læge og i det hele taget har svært ved at få en tid ved en læge, så er der mange, der undrer sig over, at det er så svært at komme igennem til Lægehuset på telefonen, og mange undrer sig over, at der ikke er en klagevejledning på lægehusets hjemmeside, siger hun.

Gruppen har fået tilsagn fra Malou Skeel (V), nyvalgt regionsrådsmedlem om at være med i gruppen, og gruppen håber, at flere har lyst til at melde sig på banen.

- Vi har brug for alle gode kræfter i arbejdet for at sikre, at også borgerne i Fjerritslev fremadrettet får adgang til en fast læge. For os kan det sagtens ske på et lægehus drevet af Alles, det er vigtigt for os at understrege, at initiativet ikke sker som en modstand imod Alles, siger Ulla Flintholm.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden