Sigtet for trusler på diskotek: "Du vil ikke komme til at gå igen"
Ubehageligheder mod 16-årig pige i Fjerritslev
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:34
JAMMERBUGT: - Hvis du ikke dropper sagen, vil du ikke komme til at gå på to ben igen!
Sådan lød truslen mod en 16-årige pige på diskoteket Crazy Daisy i Fjerritslev forrige weekend, ifølge politiets sigtelse mod en mand fra Fjerritslev-egnen.
Den 28-årige mand nægter sig skyldig, men blev torsdag ved et grundlovsforhør i Hjørring varetægtsfængslet i to uger.
Ifølge politiet har han truet den 16-årige pige inde på diskoteket, fordi hun skal vidne i en retssag mod en af mandens bekendte. En retssag om vold.
Ifølge sigtelsen havde den 28-årige mand også hevet fat i pigen uden for diskoteket og sagt noget i retning af "har vi en aftale?"
Den 28-årige blev anholdt og sigtet for trusler mod et vidne, den 16-årige pige, og Retten i Hjørring bestemte, at han skal varetægtsfængsles, oplyser anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.
Den 28-årige nægter sig skyldig og kærede afgørelsen om, at han skal sidde fængslet. Nu skal Vestre Landsret tage stilling til, om der er grundlag for varetægtsfængslingen.