Drabsforsøg

Skud i Fjerritslev: To personer anholdt

To mænd sigtet for drabsforsøg efter skud i Fjerritslev, hvor 53-årig blev ramt af skud i hånden

FJERRITSLEV:To mænd på henholdsvis 28 og 29 år er anholdt i skudsagen fra Fjerritslev, hvor en 53-årig mand blev skudt i hånden.

Det oplyser lederen af efterforskningen, politikommissær Carsten Straszek.

De to mænd blev anholdt tirsdag - den ene klokken 11.40, mens den anden blev anholdt klokken 14.01 på en adresse i Løgstør.

Det var en blanding af afhøringer, videoovervågning og henvendelser fra borgere, der førte politiet på sporet af de to mistænkte.

Sigtet for drabsforsøg

Begge mænd er blevet sigtet for drabsforsøg og bliver fremstillet i et grundlovsforhør onsdag, oplyser Carsten Straszek.

Politikommissæren ønsker dog ikke at komme nærmere ind på de konkrete detaljer i sagen - herunder hvilke motiver, politiet mener kan ligge bag skyderiet.

Men en af teorierne er altså, at de to mænd bevidst skød efter den 53-årige. Carsten Straszek oplyser dog, at efterforskningen ikke er færdig, og at der også bliver kigget på andre teorier.

Umiddelbart er der intet der tyder på, at de to mistænkte kendte den 53-årige mand, oplyser politikommissæren.

Skudt ned på sin knallert

Skudepisoden fandt sted 3. marts omkring klokken 20 på Jernbanegade i Fjerritslev.

Den 53-årige mand havde lige været inde at handle i Netto og var på vej hjem, da han blev ramt af flere hagl i hånden, mens han kørte på sin knallert.

Manden væltede og i første omgang blev en ambulance tilkaldt til det, man troede var et uheld. Men da ambulancefolkene ankom til stedet, så de, at manden var blevet skudt.

Det satte en større politiaktion i gang, der dog ikke førte til at anholdelser. Dagen efter - om onsdagen - fandt politiet så et oversavet jagtgevær ved et ældrecenter på Tennisvej.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.