Kultur

- Jeg vil bare gerne underholde

Der er ingen pralende ord eller store arm­bevægelser over skue­spiller Hans Holtegaard, der er nomineret til Den NORDJYSKE Kulturpris

Hans Holtegaard har ingen planer om pen­sionering. Han er i fuldt sving med prøverne til næste forestilling på Vendsyssel Teater, nemlig ”Arsenik og gamle kniplinger”, der?har premiere 18. november.
Hans Holtegaard har ingen planer om pen­sionering. Han er i fuldt sving med prøverne til næste forestilling på Vendsyssel Teater, nemlig ”Arsenik og gamle kniplinger”, der?har premiere 18. november.

Opdateret 23. oktober 2015 kl. 07:13

KULTUR: Trods sin yderst venlige velkomst og sit meget lune væsen er Hans Holtegaard tydeligvis bedre tilpas på scenen end foran en journalist, der spørger og spørger og ...

Det er så absolut ikke en pralende ordstrøm eller de store armbevægelser, der er attituden hos den erfarne skuespiller. Det virker snarere som om, at beskedenhed og ydmyghed er en dyd for ham.

Det skorter dog ikke på rosende ord og anerkendelse fra hans professionelle verden.

I år blev han nomineret til ”Årets Dirch” - Revyernes Revy-pris - for nummeret ”Filmland” fra Hjørring Revyen, mens han sidste år var nomineret til Reumert-prisen i kategorien ”Årets bedste mandlige hovedrolle” for sin fortolkning af Gruesen i Soyas ”Parasitterne” på Vendsyssel Teater.

Nu er den 63-årige så nomineret igen. Denne gang til Den NORDJYSKE Kulturpris 2015.

- Det kom altså virkelig bag på mig. Men det er da meget stort og glædeligt, forsikrer Hans Holtegaard, da vi møder ham på Vendsyssel Teater i Hjørring, som han har været tilknyttet i mere end 30 år, og hvor han har spillet et utal af roller, store som små.

På hjemmebane i Hjørring

Og man må sige, at han er på hjemmebane i Hjørring. For her er han født og opvokset som enebarn af en mor, der gjorde rent på Nestlé-fabrikken, og en far, som var vognmand.

- Det lå slet ikke i kortene, at jeg skulle være skuespiller, konstaterer Hans Holtegaard.

Det hele begyndte da også med, at det var musikken, der i konfirmationsalderen fik tag i ham, men det var som elektriker, han fik sin uddannelse, og han var bl.a. ansat som elektriker på Hjørring Sygehus.

Sideløbende holdt han sangen og trommestikkerne ved lige, og i 1973 var Holtegaard med til at danne det nordjyske Slåbrock Band og fik hermed tilnavnet Rockelektrikeren.

Faktisk var det comedy-orkestret, der ledte ham ind i skuespillerverdenen.

- Én, der havde set mig i Slåbrock Band, spurgte, om jeg kunne tænke mig at være med i noget amatørteater i Bjergby, og det ville jeg da gerne prøve, mindes Hans Holtegaard.

Skrev til Helge...

Han blev så bidt af skuespillet, at han i 1984 skrev en ansøgning til Helge Reinhardt, som var i fuldt sving med at stifte Vendsyssel Egnsteater (der i 1997 ændrede navn til Vendsyssel Teater). Hans Holtegaard kom med på det professionelle hold, forlod elektrikerfaget og har siden levet af at være skuespiller.

Men hvorfor var det lige skuespiller, han blev?

- Det viste sig jo, at jeg godt kunne lide at spille teater. Jeg syntes, det var sjovt. Og så kunne jeg mærke, at jeg måske også havde lidt evner for det, lyder det stilfærdigt fra Holtegaard, der på spørgsmålet om, hvad han er mest stolt af at kunne som skuespiller, hårdt presset svarer:

- Jamen, jeg synes, det bliver sådan noget selvros. Så det er altså svært for mig at svare på. Man kan skrive, at han er god til sit arbejde.

Og det mener anmelderne i særdeleshed, at Hans Holtegaard har været i rollen som mægler Gruesen, der i Soyas ”Parasitterne” er en menneskelig parasit, der snylter på enhver, som er mindre snu og mindre grådig.

- Hvis jeg skal fremhæve en rolle, der indtil nu har betydet mest for mig, og som måske har været den største, er det nok rollen som Gruesen. Både på grund af de fine anmeldelser og Reumert-nomineringen.

- Det viste sig, at rollen passede godt til mig, og jeg kunne lide at spille den. Så der var ligesom nogle ting, der gik op i en højere enhed, mener skuespilleren, der efter at have spillet rollen på Vendsyssel Teater, netop i denne uge har afsluttet en turne med ”Parasitterne”.

Aldrig to ens dage

Ud over et utal af teaterforestillinger har skuespilleren medvirket syv gange i Hjørring Revy’en, ligesom han har spillet med i en lang række af film og tv-serier, bl.a. er han på skærmen i TV 2’s aktuelle dramaserie ”Norskov”.

For Holtegaard er det kombinationen af det hele, som er spændende og udfordrende for ham.

- Det er selvfølgelig sjovt f.eks. at spille revy, men jeg kan bestemt også godt lide at lave de mere alvorlige ting, siger den prisnominerede.

Netop nu er han i gang med prøverne på forestillingen ”Arsenik og gamle kniplinger”, der har premiere 18. november på Vendsyssel Teater, og til foråret kan han opleves samme sted i stykket ”I fornuftens land”, der beskæftiger sig med Niels Hausgaards tekster.

Men hvad er det, som fascinerer Holtegaard i faget?

- For det første er der ikke to dage, som er ens, og man får lov at komme hele vejen rundt i mennesketyper og skæbner.

- Og så kommer man nok lidt i berøring med noget af det, man har inden i sig selv, som man ikke går rundt og viser så meget til daglig. Det synes jeg er sjovt, siger han og tilføjer, at han lægger vægt på altid at gøre sit arbejde så godt som muligt.

Hvad ønsker du, at du som skuespiller betyder for publikum?

- Jamen, jeg vil bare gerne underholde folk. Der var en gang en tysk instruktør, som blev spurgt efter, hvad han synes folk skulle have med hjem, og han svarede, at han ville da håbe, at de fik deres overtøj med hjem, fortæller skuespilleren med et underfundigt smil, mens han supplerer:

- Nej, ud over at underholde har jeg ikke nogen dybere mening eller filosofi omkring det at være skuespiller.

Det med dialekterne

Da talen falder på, at han ofte bruger sin nordjyske dialekt som skuespiller og loyalt holder fast på det, han kommer af, er svaret:

- Jeg er jo vokset op med sproget og har fået den dialekt ind med modermælken. Det falder mig meget naturligt at bruge min dialekt, og så synes jeg, at man nogle gange kan sige ting på dialekt, som er sværere at udtrykke på rigsdansk.

Selv om en bypass-operation for godt to år siden var en forskrækkelse for skuespilleren, har han ingen planer om at stoppe med at arbejde.

- Selvfølgelig var operationen en voldsom oplevelse, og i dag tænker jeg da mere over at leve sundere. Bl.a. er jeg holdt op med at ryge.

- Men jeg har ingen øjeblikkelige tanker om pensionering. I det her fag, så siger man da ja, når folk ringer og spørger, om man er interesseret i et job.

- Og lige nu har jeg arbejde i nogle år frem i tiden, påpeger den 63-årige skuespiller.

Juryens begrundelse for nomineringen:

* Hans Holtegaard, uforfalsket nordjyde i tungtvejende Vendsysseludgave. Han mestrer som indfødt det lokale tungemål på smukkeste vis, senest hørt i TV 2-serien ”Norskov”, talrige gange i Hjørring-revyen, netop i år nomineret til Dirch-prisen (Årets Revynavn) for nummeret ”Filmland”.

* I 2014 var han nomineret til Reumertprisen i kategorien ”Årets bedste mandlige hovedrolle” for hans fortolkning af Gruesen i Soyas ”Parasitterne” - ”Stor, tung lidt bondsk med et listigt stille blik, indbegrebet af den snu dansker, som vi alle har mødt og frygtet,” skrev en anmelder.

* Hans Holtegaard lagde ud med en uddannelse til elektriker, men musikken og scenen trak.

* I 1973 var han med til at stifte det nordjyske comedy-orkester Slåbrock Band (sanger og trommeslager). Tilnavnet Rockelektrikeren har aldrig siden sluppet sit tag i det lokale publikum, som både er trofast og stort og efterhånden udvidet til det ganske land.

* Holtegaard har i mange år haft en fast tilknytning til Vendsyssel Teater og optrådt i syv Hjørring Revyer, men også andre teatre har kaldt på ham, blandt andet Randers Egnsteater. For ganske få dage siden sluttede han turne med ”Parasitterne”, sendt rundt i landet af Folketeatret.

* På filmlærredet har han blandt andet kunne opleves i biroller, som er lidt af et Holtegaard-speciale, i ”Hvidsten Gruppen” (2012) og ”Sommeren ’92” (2015), på tv blandt andet i ”Bryggeren”, ”Dicte” og ”Norskov”.

* Hans Holtegaard nomineres for en flot karriere og for altid at yde sit bedste, hvad enten rollen er stor eller lille. Og for loyalt at stå fast på det, han kommer af.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden