Jensen: Vi skal stå sammen
Aalborg Håndbolds træner, Jesper Jensen, tror på at hans hold kan hive et godt resultat i land mod Pick Szeged
AALBORG: Aalborg Håndbold tager søndag eftermiddag imod de ungarske vicemestre Pick Szeged i Gigantium, når det gælder tredje runde af denne sæsons Champions League.
Hvis man spørger Aalborg-træner Jesper Jensen, så bliver det en ordentlig mundfuld for hjemmeholdet.
- Pick Szeged er et meget stærkt, internationalt topmandskab, som ligger lige i subtoppen under de seks-syv hold, der ligger helt i toppen af europæisk håndbold lige nu. Vi snakker meget om, at Kielce er storfavorit i vores Champions League-gruppe, men jeg er 99 procent sikker på, at Pick Szeged så er storfavorit til at tage andenpladsen, siger Jesper Jensen.
- Vi skal stå sammen
Jesper Jensen regner dog med, at Aalborg godt kan spille op med gæsterne, som i øjeblikket fører den ungarske liga.
- Det er super vigtigt, at vi står sammen som en enhed. Pick Szeged virker ikke til at være helt spillet sammen endnu, så de får en del udfald, og de perioder skal vi sørge for at vinde. Vi er nok ikke favoritter, men vi har hjemmebanefordelen og en god sejr mod BSV i bagagen, så hvis vi bare kan vinde med et mål, er det fint, siger Jesper Jensen.
Aalborg Håndbold er fortsat uden Olafur Gustafsson, Isaias Guardiola, Marcus Mørk og Martin Larsen.
Eftermiddagens kamp fløjtes i gang klokken 16.50 på en noget nær udsolgt hjemmebane i Gigantium.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.