Jubelrus i Vejgaard efter historisk triumf
Vejgaard Boldspilklub rykker op i 2. division efter en scoring dybt inde i overtiden

Galleri - Tryk og se alle billederne.
VEJGAARD:Der var fantastiske jubelscener på Soffy Road lørdag eftermiddag, hvor Vejgaard Boldspilklub sikrede oprykning til fodboldens 2. division for første gang i klubbens 91-årige historie.
Nordjyderne kunne sikre sensationen med en hjemmesejr over Kastrup Boldklub i oprykningsspillet, og dybt inde i dommerens overtid kom forløsningen, da Martin Sloth-Kristensen ekspederede kuglen i nettet fra en position tæt under mål.
Angriberens scoring blev den eneste i opgøret, og umiddelbart efter fløjtede dommeren kampen af.
- Det er helt fantastisk. Lige pludselig kommer bolden til mig, og jeg får tæmmet den med hovedet, inden jeg sparker den ind. Det kan ikke blive større, siger Martin Sloth-Kristensen, der flåede spillertrøjen af og stormede ud mod de jublende tilskuere.
- Jeg har spillet her i 16 år nu, og jeg har hele tiden drømt om at rykke op i divisionerne. At jeg så kommer til det på den her måde... Det er fantastisk, uddyber matchvinderen.
Som oprykker i danmarksserien var Vejgaard Boldspilklub ikke spået de store chancer på forhånd, men ikke desto mindre skal klubben nu forberede sig på en tilværelse i 2. division efter sommerpausen.
- Det har fandeme været hårdt, men vi har virkelig gjort det godt. Vi har kæmpet røven ud af bukserne for det her. Der har været modgang, men der har godt nok også været medgang, og det er pissefedt. Med denne trænerstab og dette hold kan vi virkelig nå langt. Vi har ikke planer om at skulle ned igen, det er helt sikkert, fastslår Martin Sloth-Kristensen, der ser frem til en festlig aften i Vejgaard.
- Der er afslutningsfest i klubben, og vi skulle ikke have været med, hvis vi ikke havde vundet. Det kan vi heldigvis nu, og det er superfedt, at vi kan deltage i den store fest med hele seniorafdelingen, fortæller Martin Sloth-Kristensen.
Vejgaard Boldspilklub mangler en enkelt kamp i oprykningsspillet på tirsdag, hvor Greve venter på udebane, men opgøret er reelt uden betydning for nordjyderne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.