Ålbæk

Jubilæum og chefskifte

I disse dage er det 40 år siden, at Tom Nielsen blev selvstændig med Hjørring Oliefyrsservice.

Doris og Tom Nielsen fejrer 40 års jubilæum med Hjørring Varme og VVS - og overdrager til efteråret virksomheden til sønnen Brian (t.h.). Foto: Henrik Louis
Doris og Tom Nielsen fejrer 40 års jubilæum med Hjørring Varme og VVS - og overdrager til efteråret virksomheden til sønnen Brian (t.h.). Foto: Henrik Louis

Det fejres fredag 13. januar med en reception, hvor også et kommende generationsskifte skal markeres. Til efteråret overtager sønnen Brian nemlig virksomheden. Lange, lange arbejdsdage Starten til Hjørring Varme og VVS gik i en garage, hvorfra Tom Nielsen tog fat på at holde liv i de mange oliefyr i Hjørring og omegn. Det var dengang, der for alvor var gang i parcelhusbyggeriet, og hvor al opvarmning foregik med et oliefyr. Han var alene i virksomheden, og arbejdede fra tidlig morgen til kl. 22 - hver dag, for tænk hvad der kunne ske, hvis man sagde nej til en kunde. Konkurrenterne stod jo på spring. Efter et par år overtog hustruen Doris administration og bogholderi og droppede jobbet som ekspedient hos Jakob Sko i Hjørring, ligesom der kom flere svende til. Specielt efter at naturgassen holdt sit indtog i Hjørring i begyndelsen af 1980'erne. Dengang som nu var langt størsteparten af kunderne private - altså mange små ordrer, som kræver meget administration. - Det er forklaringen på, at vi aldrig er vokset større - det har jeg simpelthen ikke lyst til. Jeg har rigeligt at gøre med at holde otte mennesker beskæftiget, siger Tom Nielsen. Nu er det sønnikes tur Egentlig troede Tom og Doris Nielsen, at det skulle være en af de to døtre, der skulle overtage firmaet - men det ville hun ikke. - Hun er uddannet VVS-ingeniør og trives med det, siger Tom Nielsen, som skævede lidt til sin anden datter og sønnen Brian. Den anden datter havde helt andre planer, og Brian ledte efter sin livsbane i forskellige uddannelser - indtil han kom ud for en alvorlig bilulykke. Efter det gik han hjemme et stykke tid, indtil han blev ansat til forefaldende arbejde i firmaet - hvilket igen førte til en læreplads og en stigende interesse for firmaets ve, vel og fremtid. Og til efteråret overtager han så hele herligheden. Det betyder dog ikke, at der skal ændres en hel masse. - Nu har firmaet eksisteret i 40 år, så umiddelbart skal der ikke ske noget, siger Brian Nielsen, som dog kommer til at ansætte en lille håndfuld nye svende. Både hans far og to andre svende med endog rigtig mange år i firmaet går nemlig på pension i løbet af 2012. Drømmer om langfart Tom Nielsen og hustruen Doris forventer ikke at slippe taget i Hjørring Varme og VVS helt, selv om de officielt går på pension - og Doris venter da også til næste år. Efter 40 års daglig kontakt til kunderne stopper man ikke bare lige, og det skal vel også holdes lidt øje med Brian - og det nu går ordentligt og sån't. Men især Tom Nielsen går og drømmer. Om langfart. I Ålbæk ligger der nemlig en 36 fods sejlbåd, der lystrer navnet "Afrodite". Den har været familiens i en del år og har været på ture til Norge, Sverige og rundt i Danmark. - Men det kunne jo være fantastisk med en tur til Skt. Petersborg. Og måske til Nordnorge, siger Tom Nielsen og skæver til Doris, som angiveligt har en mindre rem af sejlerhuden end gemalen - men måske nok kan overtales.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden