Sikkerhedspolitik

Kaserne på skrump

Hjørring står nu til at miste 184 arbejdspladser på kasernen ovenpå forsvarsforlig

Hjørring Kaserne skrumper. Foto Bente Poder
Hjørring Kaserne skrumper. Foto Bente Poder Bente Poder

HJØRRING: Først var det Forsvarets Personeltjeneste (FPT), der bebudede nedlæggelse af 80 stillinger, og nu kommer den næste bølge af effektiviseringer på Hjørring Kaserne.

Alt sammen et led i forsvarsforliget, hvor der skal spares i alt 2,7 milliarder kroner.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) meddeler, at der nedlægges 30 stillinger på den centrale enhed på Hjørring Kaserne. Derudover forsvinder yderligere 96 stillinger fordelt på andre kaserner over hele landet.

Civile ansatte

Det drejer sig primært om civile ansatte inden for f.eks. kantinedrift og bygningsvedligeholdelse. Her forsvinder der 11 stillinger på Flyvestation Aalborg og Aalborg Kaserner og tre stillinger ved Flådestation Frederikshavn.

De 30 stillinger ved den centrale enhed i Hjørring svarer til cirka hver tiende af de i alt 250 stillinger.

Berørte medarbejdere bliver tilbudt frivillige fratrædelsesordninger, der er naturlig afgang, og nogle vil blive tilbudt stillinger andre steder i landet.

- Det er selvfølgelig alvorligt, når det nu begynder at blive meget konkret. Men medarbejderne har været forberedt på det, der skal ske, siger Hans Høyer, direktør i FBE, til NORDJYSKE Stiftstidende.

Værksteder flytter

Peter Vestergaard, stabschef i Forsvarets Hovedværksteder, bekræfter desuden, at der også er planer om at flytte de fire tilbageværende værksteder i Hjørring til enten Flådestation Frederikshavn eller Flyvestation Aalborg, hvor der også er værksteder.

- Det er også for at effektivisere, at vi samler funktionerne på færre arbejdssteder, siger Peter Vestergaard.

I alt står Hjørring Kaserne lige nu til at miste 184 stillinger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden