Kendt ansigt i spidsen for letbanen
Tidligere NT-direktør Christian Roslev vender tilbage til den kollektive trafik
Opdateret kl. 16:34
AALBORG: Et kendt ansigt fra den kollektive trafik skal stå i spidsen for Aalborg Letbane. Magistraten i Aalborg Kommune har ansat Christian Roslev i stillingen som som projektdirektør. Han tiltræder stillingen 1. august 2015.
Kort intermezzo med DSB
Christian Roslev er 47 år og kommer fra en stilling som teknisk direktør i Frederikshavn Kommune, men han er nok bedst kendt i det nordjyske fra sin tid som direktør for Nordjyllands Trafikselskab i perioden 2006 til 2011. Herfra blev han hentet til DSB som administrerende direktør, men det blev kun til en ganske kort tid i det job.
- Christian har nogle stærke kompetencer indenfor kollektiv trafik, og det er et scoop for Aalborg, at han nu skal stå i spidsen for at gennemføre det største anlægsprojekt i Aalborg i nyere tid. Jeg kender Christian fra hans tid i Nordjyllands Trafikselskab, og jeg ser meget frem til vores samarbejde, siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
23 søgte jobbet
I alt 23 ansøgere havde søgt stillingen som projektdirektør for Aalborg Letbane, og under medvirken af konsulent blev der gennemført interview med fem ansøgere, hvoraf tre senere har gennemgået test og deltaget i yderligere et interview. Et enigt ansættelsesudvalg har på den baggrund valgt at indstille cand. scient. pol. (kandidat i statskundskab) Christian Roslev til stillingen.
Letbanesekretariatet, som Christian Roslev skal stå i spidsen for, er organiseret under by- og landskabsforvaltningen og skal drive projektet med at etablere letbanen, der skal være i drift i 2021.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.