Aalborg

Kirkskov i tårevædet afsked

Aalborg Teaters populære direktør hyldet ved farvelreception

Morten Kirkskov er ikke bange for at kalde sig selv en tudeprins, røbede teatrets husinstruktør Minna Johannesson. Og teaterdirektøren måtte også flere gange tørre øjne under afskedsreceptionen.
Morten Kirkskov er ikke bange for at kalde sig selv en tudeprins, røbede teatrets husinstruktør Minna Johannesson. Og teaterdirektøren måtte også flere gange tørre øjne under afskedsreceptionen. Michael Bygballe

Opdateret kl. 21:42

AALBORG: Buketten af taler var sat sammen af blomstrende roser, da Aalborg Teater torsdag eftermiddag tog afsked med teaterchef Morten Kirkskov, der har siddet på posten de sidste fire år.

Det var langt fra kun teatrets eget personale, der var mødt frem til afskedsreceptionen for deres afholdte leder.

En lang række folk fra især Aalborg og det øvrige Nordjylland flokkedes på teatret for at sige farvel til Morten Kirkskov, der forlader Aalborg for at sætte sig i skuespilchefstolen på Det Kongelige Teater i København.

- Fire år hos os har ført dig frem

Bestyrelsesformand for Aalborg Teater, Anders Hjulmand, sagde på bestyrelsens vegne, at de selvfølgelig var kede af, at Morten Kirkskov rejser.

- Men samtidig er vi glade for, at det er gået dig så godt med den ene succes efter den anden her på teatret. Og det er netop disse fire år hos os, der fører dig frem, sagde Anders Hjulmand og fremhævede teaterchefens dygtighed og flid, der havde udviklet Aalborg Teater.

Teatrets økonomichef Marianne Lund Jespersen nævnte, at Morten Kirkskov havde været leder på sin helt egen måde.

- Du har været opmærksom på, at det at være teaterchef ikke var en rolle, du skulle spille. Den teaterchef, vi så, skulle være dig selv. Det har været en fantastisk stor fornøjelse at arbejde sammen med dig, og hvis det havde været en anmeldelse af dig, havde du fået seks stjerner ud af seks mulige, fastslog økonomichefen.

Farvel med tårer

Det var en meget berørt teaterchef, der lyttede til de mange rosende ord, og flere gange måtte han tørre øjnene under afskedsreceptionen.

- Jeg har det svært ved at forlade Aalborg Teater, og jeg har det let med det. Det svære er alle de fantastiske mennesker, jeg skal forlade. Det lette er, at det har været nogle gode år, og at jeg forlader teatret på et tidspunkt, hvor der sker en masse ting her. Og måske kommer der et nyt teater, sagde Morten Kirkskov til NORDJYSKE med henvisning til planerne om et nyt teaterhus på spritfabrikkernes grund.

Hans Henriksen overtager styringen på Aalborg Teater fra 1. august.

Han vil af flere være kendt for sine iscenesættelser på teatret, bl.a. ”Jeppe på bjerget” (2012) og ”En folkefjende” (2014).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden